Hvad laver graverteamet om vinteren …
Af Havdrup kirke
– Mange kommer til os i denne vintertid og spørger: Hvad kan I dog lave nu, hvor alt er koldt og frosset? fortæller graver Ida Fischer Kristensen fra kirkegården i Havdrup.
Hun svarer, at selvom det kan virke som om, der ikke er så meget at tage sig til på kirkegården, så er der stadig masser at lave efter jul og nytår, både indenfor og udenfor.
Opgaver indenfor
For det første har vi en del administrativt arbejde: Nogle gravsteder skal enten fornyes eller nedlægges, vi sender regninger ud, og vi sørger for, at der bliver lavet et tjek af vores elektroniske kirkegårdssystem, så vi kan holde styr på det hele på computeren.
For det andet skal vi sørge for, at der bliver lavet service på alle vores maskiner, både de store og de små, og på køleanlægget. Vi skal også gennemgå værkstedet og opdatere vores inventarlister.
Alt sølvtøjet skal vi også have pudset: Alterstager, lystræ, dåbskande osv. Man skal ikke undervurdere, hvor lang tid det tager … og selvom det er hårdt for fingrene, hygger vi os faktisk med arbejdet, ler Ida.
Opgaver udenfor
Udenfor skal træer, buske og frugttræer beskæres nu, men med den kolde vind vi har haft, så er det en opgave, som vi går til og fra.
På kirkegården skal vi klippe alle de store blade af påskeklokkerne, fordi de kan være angrebet af svamp. Det skal vi helst have gjort i januar og februar, inden de nye blomster kommer op af jorden.
Selvfølgelig skal vi også rydde sne på både hverdage og i weekender, når der er noget.

Kirkens hverdag
Uanset om det er sommer eller vinter, skal vi servicere alle de kirkelige handlinger, både hverdage, weekender & helligdage og indimellem også på aftener.
I den kolde tid er der desværre ofte mange dødsfald. Det er os, der klargør til, er med til og rydder op efter bisættelser og begravelser.
Når vinden er strid og jorden bundfrossen, kan dagene dog godt blive lidt kortere for gravernes vedkommende, men når det bliver varmere, indhenter vi det tabte. Lige om lidt er foråret her, og så bliver alt lysegrønt igen. Det ser vi frem til!
—————————————————————————————————————————–
Kirkedage i Marts kurerer vintertræthed
Mange er lige nu trætte af sne og kulde og er gået i en slags dvaletilstand. Men foråret er på vej. For andet år i træk går Havdrup Kirke foråret i møde ved at holde ”Kirkedage i Marts”. Det betyder, at hele marts måned i kirke og sognehus er tæt besat med arrangementer til glæde og ny inspiration.
Faste tilbud får et twist
Mange af kirkens faste tilbud har fået et twist: Mænd & Mad arrangerer fællesspisning den 11. marts for alle, der melder sig til, og Fællessang bliver til et sang-foredrag den 26. marts med sanger og komponist Anne Odgård, som fortæller om natursynet i Højskolesangbogen.

Og så er der allerede opstået en kirkedagsklassiker: ”Litterær Salon med tapas & film”. Konceptet handler om at lære et skønlitterært værk at kende både som litteratur og film, derfor varer det 5½ time. Fredag den 6. marts er Stine Pilgaards ”Meter i sekundet” på programmet. Så mange timer kræver lidt forfriskning og en god madpause undervejs, og det er der. Tilmelding senest 1. marts.
Nye begivenheder giver inspiration
Hvordan er det at vokse op i Jehovas Vidner og senere som voksen at gøre sig fri? Det fortæller Jette Seidenschnur om den 3. marts. Kan man skrive til Gud? Præst Bente Lybecker inviterer til skrive-workshop den 11. marts. Her kan du prøve det.

For børn og barnlige sjæle kommer der noget helt særligt to lørdag formiddage. Den lokale perleentusiast og perlekunstner Anja Takacs inspirerer med sine Perlerier den 28. marts, og kirkens eget musikteam inviterer børn og deres voksne til familiekor & rytmik den 14. marts.

Små vandringer fletter kirke og sognehus sammen
Jørn Thomsen fra menighedsrådet har planlagt tre små vandringer fra sognehus til kirke t/r, den ene med gudstjeneste, kaffe og friskbagte boller inkluderet. På turene fortæller han om menighedsrådets projekter på kirkegårdsjorden. På kirkegården lægger graverteamet små fortællinger om dyr frem på udvalgte steder, så børnene også har noget at gå efter.

Kirkedagene byder på mange flere oplevelser. På havdrupkirke.dk under hovedmenuen ”Kirkedage i Marts” ligger al information om arrangementer, tid og sted, tilmelding og pris. Månedsblad & Program kan frit downloades.
Kirkedage samler ind til Folkekirkens Nødhjælp
Nogle begivenheder kræver tilmelding i god tid og koster en fast pris, andre begivenheder er uden tilmelding, men koster lidt alligevel. Noget koster ingenting, men alle opfordres til at give et lille beløb alligevel. Pengene går ubeskåret til Folkekirkens Nødhjælp.


