Det her er ikke ytringsfrihed. Det er bare grim adfærd.
Af Viborher
“Politiet ka sku da bare lære at køre bil.”
“Ja det jo aldrig jeres skyld, så det godt I kun give lastbilchauffør skyld hehe.”
Det er kommentarer, der i dag kan læses helt åbent under opslag om mennesker, der har mistet livet.
Ikke som undtagelser.
Ikke gemt væk.
Men som en del af den offentlige samtale på sociale medier.
Der er sket noget med måden, vi taler til hinanden på online.
Når man færdes på platforme som Facebook, møder man i stigende grad kommentarer, der er nedladende, usympatiske og personlige – ofte rettet mod mennesker, som kommentarskribenten slet ikke kender. Det er ikke længere enkeltstående tilfælde, men en del af det generelle billede på sociale medier.
I dag har flere medier dækket en tragisk trafikulykke, hvor en politibetjent har mistet livet, og hvor en kvindelig politielev fortsat kæmper for sit liv i kritisk tilstand. Uanset hvem der mister livet under tragiske omstændigheder, er det dybt alvorligt. Bag enhver overskrift står pårørende, kolleger og venner tilbage med en sorg og smerte, som de færreste af os reelt kan sætte os ind i, medmindre vi selv har stået i den.
Alligevel vælger nogle mennesker at skrive kommentarer, der er hånlige, respektløse og direkte upassende i kommentarfelterne under mediernes opslag. Ikke som led i en saglig debat – men som hurtige, kyniske reaktioner. Og listen stopper desværre ikke ved enkelte eksempler.
Det rejser et helt grundlæggende spørgsmål: Er der ingen grænser for, hvad man kan tillade sig at skrive på sociale medier – selv når det handler om mennesker, der netop har mistet livet?
Det er svært at forstå, hvordan hån og spekulation kan få lov at stå uimodsagt under artikler om dødsfald og alvorlige ulykker. Af hensyn til de pårørende og kolleger burde medierne tage et langt større ansvar for at moderere deres kommentarfelter.
Ytringsfrihed er en grundpille i vores samfund. Men ytringsfrihed er ikke det samme som kommentarpligt. Ingen medier er forpligtet til at give plads til respektløshed, blot fordi det skaber aktivitet og debat.
Måske har vi vænnet os for meget til, at alt kan siges bag en skærm. At afstanden og anonymiteten gør det lettere at skrive noget, man aldrig ville sige direkte til et andet menneske. Men betyder det, at vi skal acceptere det?
Debatten handler ikke om at lukke munden på folk eller indføre censur. Den handler om ansvar. Om moral. Og om helt almindelig menneskelig anstændighed.
For hvad er det, der gør, at nogle føler behov for at skrive nedladende og usympatiske kommentarer, når andre står midt i deres livs største tragedie? Og bør medier i højere grad tage stilling til, hvilken tone de vil lægge platform til?
Spørgsmålet er ikke, om vi kan ytre os frit på sociale medier – men om vi altid bør.
Hos Viborher accepterer vi ikke nogen form for hånlige, nedladende eller respektløse kommentarer som de nævnte ovenfor. Vi bestræber os på løbende at følge med i vores kommentarfelter og moderere, når grænser overskrides. Heldigvis oplever vi, at langt de fleste borgere deltager i debatten med respekt – også selvom der kan være forskellige syn på aktuelle og følsomme emner.
Det er samtidig vigtigt at understrege, at dette debatindlæg ikke udspringer af en konkret oplevelse med sådanne kommentarer på Viborher. Indlægget tager derimod afsæt i et generelt billede af tonen på sociale medier, som mange vil kunne genkende.