Af: Arne Nowicki Pedersen Socialdemokratiet, Solrød.
Argumenterne og skræmmekampagner flyver nu tæt om ørerne på os. Hvem vil hjælpe politiet (mon der er nogen som ikke vil?) og hvem vil lukke kriminelle typer ind (mon der er nogen som vil?). Jeg forstår, at uanset afstemningsresultatet venter dommedag lige rundt om hjørnet.
Mens juristerne slås om dronningerigets muligheder i den givne situation vil jeg helt stille gå alt ind på et Ja. Ikke fordi jeg er supereuropæer eller det modsatte, men fordi jeg mener at have set, hvad der sker, når politikere forhandler.
Stemmer vi nej, står vi i den situation, at vi har fravalgt noget politisamarbejde og en masse andre samarbejder, hvor det erkendt af begge sider, vil være en fordel, at vi er med. ”Det kommer vi også” siger nejpartierne. Jeg vil igen helt stilfærdigt spørge til, hvad prisen bliver for det? Dem vi skal forhandle med, har jo noget som Danmark meget meget gerne vil have adgang til.
Kan det tænkes, at Danmark kommer til at betale med økonomi eller med pålæg fra EU om at tage et langt større ansvar for løsning af Europas problemer, på et tidspunkt hvor verdenen står i brand og vi ser flygtninge i millionvis strømme afsted også i europæisk retning. Mon det kun er i Danmark, at regeringen eksempelvis kan finde på at kæde flere penge til politiet sammen med besparelser på ungdomsuddannelserne, eller findes der mon politikere og bureaukrater i EU, der i en presset situation vil vise sig at være lige så gemene.
Jeg er af den overbevisning, at et tilvalg er bedre. Det kan vi der har stemmeret selv styre. Enten ved deltagelse i eventuelle kommende folkeafstemninger eller ved at vælge de politikere, der til enhver tid fører den EU politiske linje som et flertal af os går ind for.
Et nej giver befalinger. Et ja giver os muligheden for demokratiske tilbagebetalinger.