Af Bo Nygaard Larsen, journalist og forfatter, Jersie
Der er nu ikke noget som en god gang forargelse. »Har du hørt?«, »Og nu skal du alligevel høre den værste?« og »Jeg har aldrig kendt magen.«
Sådan kan vendingerne eksplodere ved selv den mindste anledning, og allerede før, vi får den ventende historie, bliver vi fyldt med forargelsens lune. Det er menneskeligt at blive forarget, og selv dem, der hævder, at de aldrig bliver det, ender så med at blive forarget over dem, der udtrykker deres forargelse over et eller andet.
Det hænger sammen med vores naturlige trang til sladder. Vi, hvad enten vi vil være ved det eller ej, ynder at sladre om andre. Om naboens nye bil, om dårlig service i en butik eller sågar om præstens mand. Selv holder jeg mig ikke tilbage for en rask sladder. Sådan har jeg haft det i det meste af mit liv. Måske fordi jeg er vokset op i en lille landsby i Vendsyssel, hvor der sandt for dyden var langt mellem de væsentlige historier. I mangel af bedre sladrede vi så om hinanden, og når vi fik et tip om, at dem, vi sladrede om, faktisk også sladrede om os, ja, så blev … forargede.
Forargelse og sladder er skåret af det samme stykke dompap. Det handler om, at vi gerne vil være med i hulen, som Mulle vil det i ungdomsfilmen Zappa fra 1983. Vi vil være med, for det værste, der kan ske for et menneske er at blive holdt uden for og at få vide, at man ikke er god nok til fællesskabet.
I fredags var vi mange, der gerne ville være med. Da var der solformørkelse, og med den store medieomtale var jeg vel ikke den eneste, der følte, at jeg måtte følge med. Men ret hurtigt kom så modbevægelsen på de sociale medier. Det var sådan lidt latterligt at gå op i det med den skjulte sol, og bag forargelsen lå en ironisk distance. Var det nu noget at himle sådan op over?
Ja, det var det. Solformørkelser er sjældne. For eksempel vil den næste først finde sted den 10. juni 2021, og alene på den baggrund er det da noget at markere.
Naturen og universet er efterhånden det eneste, vi er fælles om. Da jeg var barn, havde vi i teorien kun én tv-kanal. Det betød, at vi alle så de samme programmer, og når referencepunktet var ens, havde vi også noget at tale om. Og noget at blive forarget over sammen.
I dag har vi – heldigvis for det – op mod 100 tv-kanaler plus Netflix plus så meget andet. Det gør, at vi ikke længere sidder i den samme hule, men i hver vores. Det vil jeg ikke klynke over, for jeg elsker mangfoldigheden og ser gerne, at vores husstand får 1000 tv-kanaler. Bare for at have det. Men bagsiden er, at der er mindre, vi er fælles om. Der er færre ting, der binder os sammen som mennesker, mindre at tale om og færre emner, der kan udfordre os.
Derfor kom solformørkelsen som et helle midt i alt det forudsigelige. Pludselig kunne vi samles om én begivenhed, som selv den skarpeste menneskehjerne ikke kunne ændre på. I fredags blev vi mindet om, hvor små vi i grunden er, og hvor lidt mennesket kan udrette, når det kommer til stykket.
Lad så bare forargelsen rulle henover hovederne på os, der så mørket som en event. Lad dem bare snakke om, at der gik sport i den, at det blev for meget af det gode og videre i den dur.
Det giver mig nemlig friheden til at blive forarget over dem, og dermed bekræfter jeg min egen indledning: Der er nu ikke noget som en god gang forargelse. Ja, faktisk har jeg aldrig kendt magen.