Fotografisk billedkunstner Michael René Kristiansson udstiller på Solrød Bibliotek og Kulturhus i september med titlen: ”All those moments will be lost in time, like tears in rain.”
Michael er fotografisk billedkunstner, der arbejder i det postfotografiske felt. Med kunstig intelligens som redskab skaber han værker, der trækker på fotografiets æstetik, men udfordrer dets traditionelle grænser. Hans billeder undersøger forfald, erindring og mulige fremtider, ofte gennem dystopiske scenarier og fragmenterede fortællinger. Resultatet er fotografisk billedkunst, hvor virkelighed og konstruktion smelter sammen – og hvor selve billedet bliver et spor af det, der kunne ske.

Værkerne er printet som archival pigmentprint på 100 % bomuldsbaseret Hahnemühle Photo Rag papir.

Michael bor og arbejder i Køge, er uddannet på Kunstskolen Spektrum og har udstillet på adskillige censurerede udstillinger, herunder “VK25” i Holbæk, ”Bugten 24, Kunstforeningen Køge Bugt” og “Kunstnernes Sommerudstilling 24”.

Om Michaels værker på Kunstnernes Sommerudstilling 24 skriver Kunstavisen: ”I no. 6 ser man ind i et spisekammer, hvor maden hænger i rådne gardiner fra gryder og hylder, og i no. 9 ses en badekabine, som er så uhumsk, at ingen ved sine fulde fem ville træde derind. Det velkendte og normale er blevet næsten uigenkendeligt og unormalt, enten ved at rummene er blevet sat i scene eller ved at Kristiansson har manipuleret sine fotografier, men samtidig er der skruet så meget op for det ækle, at man godt kan se bagom det, ind til de rum man genkender fra hverdagen.” Af Egil Hvid-Olsen – 24. Jun 2024

https://kunstavisen.dk/article/vildtvoksende-vestjysk-sommerudstilling/
Kom til fernisering lørdag den 6. september kl. 11 – 13, hvor du kan møde kunstneren og få en snak om værkerne.
Kilde: Solrød Bibliotek og Kulturhus


