Close Menu
VIBORHER – Solrød
    Facebook X (Twitter) Instagram
    VIBORHER – Solrød
    • NYHEDER
    • KOMMUNE
    • KIRKERNE
    • BIBLIOTEK/KULTURHUS
    • 112
    • SPORT
    • DEBAT/LÆSERBREVE
    VIBORHER – Solrød

    Sommernyt fra Havdrup Kirke

    0
    By Lotte Bøgevig on 24. juni 2025 KIRKERNE

    Sommergudstjenester med plads til nye fællesskaber

    Deltag på Ingemannsdagen

    For 7. år i træk fejrer kirker i hele Danmark Ingemannsdagen, som B.S. Ingemann-Selskabet har taget initiativ til. Havdrup Kirke deltager.

    Det betyder, at menigheden kun synger salmer af B.S. Ingemann søndag den 6. juli. Han skrev et væld af salmer, så der er nok at tage af. I Havdrup har præst Bente og organist Peter bl.a. valgt ”Tit er jeg glad” og ”Nu vågne alle Guds fugle små”.

    Ingemann skriver ligefremt om Gud, natur, dyr og mennesker i tillid til, at Gud tager sig af både det mindste dyr og det enkelte menneske.

    Deltag i fælles sommerkirke

    Det er spændende at ta´ på opdagelse i nabokirkerne og deltage i hinandens gudstjenester: opleve nye kirkerum, andre lokale præster og smage nabokaffe med nye mennesker.

    I år skaber Tune, Jersie og Havdrup sogne fælles sommerkirke 3 søndage i juli: Tune Kirke den 13. juli kl. 10.30, præstegårdshaven i Havdrup den 20. juli kl. 9 og Jersie Kirke den 27. juli kl. 10.30.

    Du er velkommen til at benytte kirkebil, hvis du ikke kan komme af sted på anden måde. Hver søndag byder kirkerne på et lille traktement i forbindelse med gudstjenesten.

    Deltag i friluftsgudstjenester med høns

    4 søndage i august inviterer præst Kristine til gudstjeneste i Havdrups dejlige præstegårdshave. Prøv det!

    At være til gudstjeneste dér – under træernes skygge en varm sommersøndag – er noget helt særligt. Og når præstens høns kommer på besøg, kan man få en eksklusiv følelse af forbundethed med alt omkring én.

    – Hvis det regner, går vi bare i kirken, siger Kristine. – Den ligger jo lige ved siden af.

    Nu kan du overnatte i Havdrup Kirke

    Kirkens fysiske rum kan bruges på mange måder, så hvorfor ikke prøve at overnatte i kirken?
    Det var der flere, der gjorde i august sidste år, da præst Kristine Stricker Hestbech og pædagog Ida Stricker Previati Hestbech fik ideen og inviterede til overnatning i Havdrup Kirke.

    Har du lyst til at prøve, så sker det igen i år fra fredag den 8. til lørdag den 9. august. Hestbech x 2 åbner for kirketårn og kapel og inviterer til stilhedsvandring på præsteeng og i præstegårdshave – og til overnatning på kirkegulvet.

    De siger: ”Vi lægger op til en magisk aften, hvor du bliver guidet gennem workshops, meditationer og refleksions-ord. Hvor du kan lægge dig på en kirkebænk og lytte og opleve stilheden, når mørket falder på. Og hvor du kan mærke nærværet indfinde sig i præstegårdshavens orangeri.”

    Der er forfriskninger undervejs og afslutning med morgenmad i præstegårdshaven. Max 8 deltagere. Tilmelding (senest 1. august) og mere info på kirkens hjemmeside eller facebookside

    Døb, døb, døb!

    Dåben indledes altid med en bøn, men hvordan skal den lyde, så den bliver nem for forældrene at forstå? Og hvordan skal præsten tale til dåbsforældre og faddere, når barnet bliver døbt?

    Folkekirkens dåbskommission har netop udsendt 3 forslag til nyt dåbsritual. Ritualet kan afprøves i kirkerne resten af 2025 af dem, som ønsker at være en del af forsøgsordningen. Dåbsritual nr. 3 foreslår fx denne formulering: ”Gør dåbsvandet til en kilde fuld af nåde, og lad din Helligånd føre os til fællesskab med dig og hinanden”.

    I Havdrup Kirke har præsterne Bente og Kristine besluttet sig for at afprøve dåbsritual nr. 3, som er det forslag, der indeholder flest muligheder for modernisering af bønner, tekstlæsninger og tiltale til fadderne. Undervejs skal de notere sig de erfaringer, de får, så dåbskomissionen kan få dem i slutningen af året.

    Under afprøvningen kan forældrene give deres mening til kende over for præsterne, så de også kan være medbestemmende i processen frem mod at finde et mere moderne og forståeligt dåbsritual.

    Vil du se Vingehuset, Ballerup Kirke, økogården Mangholm & Karen Blixen Museum?

    Havdrup Kirkes sogneudflugt går til 4 interessante steder i Nordsjælland søndag den 14. september.

    Vingehuset er et ”skulpturhus” og ligner en stor fuglevinge. Huset er tegnet af afdøde billedhugger og maler Niels Guttormsen og blev færdigt i 1990. Det var kunstnerens ambition, at helhedsoplevelsen af huset skal give fornemmelsen af vingesus. Huset ligger ved en lille teglværkssø i Ballerup og fungerer som fælleshus for andelsboligforeningen Egebjerggaard, som ejer det. Havdrup Kirke har fået lov til at komme indenfor.

    Guttormsen har også tegnet kirkelågen til Ballerup Kirke, hvor vi skal indenfor til gudstjeneste. Kirken er rig på kalkmalerier bl.a. af Kongstedmaleren, som har givet dragen, Skt. Jørgen kæmper med, en flot krøllet hale.

    Frokosten får vi på gården Mangholm, som ligger smukt i det gamle istidslandskab i Tulstrup ved Hillerød.

    Gården stammer fra 1700-tallet og er aldrig blevet udstykket. Mangholm drives økologisk og er i dag jord-til-bord-restaurant med egen kok og herlige retter fra egne marker.

    Udflugten slutter på Karen Blixen Museum Rungstedlund, hvor der er frit valg mellem 2 omvisninger. Enten indenfor i Blixens fine stuer med de flotte blomsterarrangementer plus køkken og soveværelse, som der for første gang blev åbnet for i april i år. Eller udenfor på Vandringer i Fuglereservatet, som Karen Blixen oprettede som et ”paradis for fugle, som søger hertil tværs over verdenshave”.

    Turen koster 400 kr. inkl. bus, frokost, entre og rundvisning. Max. 50 deltagere. Program, tilmelding og betaling i Havdrup Sognehus fra den 6. – 28. august hos Marianne Asmussen.

    Kilde: Havdrup Kirke

    Deltag i debatten
    Share. Facebook Twitter Email

    Læs også

    Sorggruppe kan hjælpe folk videre

    Maj nyt fra Solrød sogn

    Maj nyt fra Havdrup kirke

    Kom maj du søde milde

    Sisters of Mercy fortolker Leonard Cohen

    Familiegudstjeneste med Disney-sange, Kalle Kamel og påskeæg

    Syng ind i foråret med gospel

    Det sker i Havdrup Kirke – se hvad der venter

    Vil du i kirke til påske?

    Foredrag: Mød lokal livsglæde og stor robusthed

    Syng med om kvinder i musikkens verden

    Marts nyt fra Havdrup kirke

    Konfirmand sing along-gudstjeneste blev en stærk fællesoplevelse

    Festlig fastelavn

    Lysfest, jazz og pandekager

    Hør Brian Holm fortælle om sit begivenhedsrige liv den 25. februar kl. 19 i Solrød Strandkirke

    Februar i Havdrup kirke

    December nyt fra Havdrup Kirke

    Mandagsnærvær og morgenmeditation er en succes

    Jul i Solrød Sogn

    annonce
    TILMELD NYHEDSBREVET

    FACEBOOK
    Vi bor her
    • SENESTE NYT
    • MEST LÆSTE
    18. maj 2026

    Gå-Holdet Solrød besøgte Sansehaven på Christianshave

    13. maj 2026

    Solrød Strandrenselaug har købt ny og bedre strandrensemaskine

    13. maj 2026

    ”Babymassage og ro på nervesystemet”

    13. maj 2026

    Læserbrev: Hvorfor køber Solrød Kommune kinesiske biler?

    11. maj 2026

    Øget fokus på forsyningssikkerhed hos Solrød Vandværk

    27. oktober 2025

    Klumme af Brian Mørch

    27. oktober 2025

    REMA 1000 fylder 1 år

    27. oktober 2025

    Morten Scheelsbecks visioner for Solrød Center

    27. oktober 2025

    Solrød Centerforening: Tak for et inspirerende borgermøde – nu skal visionerne blive til virkelighed

    27. oktober 2025

    SFs visioner for Solrød Center

    annonce
    • rel="nofollow"
    annonce
    annonce
    Arlo Medier
    2680 Solrød Strand
    Telefon: 4038 1501
    E-mail: arlomedier@gmail.com
    Copyright Viborher.dk
    KONTAKT OS
    • SALGSAFDELINGEN
    • REDAKTIONEN
    • ADMINISTRATION
    © 2026 ThemeSphere. Designed by ThemeSphere.

    Type above and press Enter to search. Press Esc to cancel.