Torsdag den 11. september tidsrummet kl. 09.30-11.30 foretog færdselsafdelingen en målrettet kontrol af trafikanternes hastighed på Køge Bugt Motorvejen ved Cordozavej på en strækning, hvor der er vejarbejde og med højst tilladte hastighed på 80 km/t. 26 trafikanter blev noteret for i alt 33 overtrædelser af færdselsloven og straffeloven. De 26 trafikanter blev standset på grund af overtrædelse af hastighedsbegrænsningen, og af disse fik de 19 ud over en bøde (dobbelt takst ved vejarbejde) også et klip i kørekortet, medens de resterende 7 kørte så hurtigt, at de ud over bøden også indstilles til en betinget frakendelse af kørekortet. En enkelt af fartsynderne talte også i mobiltelefon under kørslen.

En af bilisterne – en 28-årig mand fra Græsted – kørte kl. 0950 i sin varebil 115 km/t mod de højst tilladte 80 km/t, og da dan blev standset, oplyste han falsk identitet til politiet i et forsøg på at skjule, a.t hans førerret var blevet inddraget af politiet i 2013. Ud over disse overtrædelser af færdselsloven sigtede politiet også for overtrædelse af straffelovens bestemmelser om at udgive sig for en anden person, så denne kunne risikere at få en straf.

Kl. 11.10 målte politiet en 49-årig mand fra Borup til at køre 106 km/t i en personbil. Da han blev standset, oplyste han også falsk identitet i et forsøg på at skjule, at han ikke havde haft førerret siden 1999. Sigtelserne mod den 49-årige kom ud over færdselsloven også til at lyde på overtrædelse af straffeloven. Alle sigtede trafikanter kan forvente at høre nærmere fra politiet, og de to sidstnævnte kan forvente at blive indkaldt til et retsmøde, når sagen skal afgøres.

 

Deltag i debatten

Del.

Kommentarer er lukket.