“Da vi havde pause, gik vi ned i baren, og der sad John Mogensen og spillede klaver.”
Af Marius Buch Holtze
Sådan fortæller Henning Sørensen om en oplevelse, der for ham var en naturlig del af et langt liv som professionel musiker. John Mogensen var blot én af mange kendte kunstnere, han kom til at spille sammen med gennem årene.
Henning blev født i 1947 og begyndte allerede som 11-årig at spille guitar sammen med sin lillebror Per. De gik til musikundervisning, lærte at spille efter noder, og senere kastede Henning sig også over klaveret, som siden blev hans foretrukne instrument.
De første musikalske skridt tog han på Gungehusskolen i Hvidovre, hvor han mødte Hans Nansen. Sammen dannede de senere Perletrioen med guitaristen Henrik “Bulder” Hansen og trommeslageren Jørn Rasmussen. Bandet spillede blandt andet på Restaurant Højen i Hundested, inden Bulder forlod gruppen for at forfølge egne musikalske drømme.
Efter værnepligten satsede Henning fuldt ud på musikken. Fra han var omkring 20 år, rejste han rundt i Skandinavien og levede af at spille. Han optrådte på hoteller, festivaler og restauranter og mødte mange mennesker undervejs. Blandt oplevelserne var koncerter på Hotel Norge, Faxe Festival og optrædener med sangeren Robertine.
Perletrioen fik også en lille rolle i filmen Ang.: Lone, hvor de optræder med sangen “Jeg har set mange piger, men aldrig en som dig”, mens filmens hovedpersoner går gennem det travle værtshus Alotria på Nørrebro.
Da Perletrioen opløstes, dannede Henning, Hans Nansen og Verner Roland orkestret Verner Rolands Trio. Gruppen spillede i over ti år og optrådte blandt andet på Oslo-Kiel-færgen sammen med den norske komiker Rolv Wesenlund, kendt som Fleksnes. Selvom turene var spændende, husker Henning især, at han var voldsomt søsyg.
Trioen spillede også sammen med Peter Belli i Helsingør. Under en koncert udviklede der sig et slagsmål blandt publikum, mens bandet fortsatte med at spille “Så bare, bare ta’ det roligt”. Episoden står stadig tydeligt i Hennings hukommelse.
Hans Nansen kæmpede med alkoholproblemer, men af hensyn til sine kolleger holdt han sig ædru, når de spillede. Verner Roland drak slet ikke, og Henning gjorde det kun sjældent. Derfor kaldte de sig spøgefuldt for Danmarks mest ædru orkester.
I 1970’erne spillede Henning fast på Tyrolerkroen på Jagtvej, hvor orkestret et år optrådte hver eneste nat. De begyndte sent om aftenen og sluttede først ved halv fem om morgenen. Samtidig spillede de også i Nyhavn, hvor livet dengang var præget af både lommetyve, prostituerede og et livligt natteliv. Her oplevede Henning blandt andet en beruset svensk gæst blive snydt af en tjener, en historie han stadig fortæller med et smil.
Senere spillede de på Hotel d’Angleterre og derefter på Lorry i København. Her mødte Henning John Mogensen, og de faldt hurtigt i snak. Det blev begyndelsen på flere samarbejder, blandt andet en tur til Nuuk, hvor de var med til at indvie Hotel Grønland. Her lagde Mogensen mærke til Hennings nymalede hvide bas, som han mente lignede en fisk – et kælenavn instrumentet beholdt resten af sin levetid. Koncerterne blev optaget af Grønlands Radio, og optagelserne er i dag sjældne minder om John Mogensens liveoptrædener.