Close Menu
VIBORHER – Solrød
    Facebook X (Twitter) Instagram
    VIBORHER – Solrød
    • NYHEDER
    • POLITIK
    • SPORT
    • 112
    • KOMMUNE
    • KIRKERNE
    • BIBLIOTEK/KULTURHUS
    VIBORHER – Solrød

    Kronik af Borgmester Emil Blücher “Verden stopper ikke ved kommunegrænsen”

    0
    By Lotte Bøgevig on 17. december 2024 NYHEDER, POLITIK

    Så blev det december, og derfor tid til årets sidste kronik fra min side. Jule- og nytårstiden er et populært tidspunkt, for at løfte blikket lidt, tænke de store tanker, og være visionær for fremtiden vi ser ind i. Så det vil jeg forsøge i dag.

    Af Emil Blücher

    Målt på geografi, er Solrød en af landets mindste kommuner, hvis vi ellers ser bort fra de små ø-kommuner. Og det er ikke nødvendigvis en dårlig ting – faktisk tværtimod. Der er meget godt ved at være en lille kommune, hvor man kan bevare et nært fællesskab, en lokal identitet og en høj grad af selvstændighed. Men samtidig er det vigtigt at huske på, at verden ikke stopper ved kommunegrænsen. Vores udvikling afhænger ikke kun af, hvor godt det går i Havdrup bymidte, eller i Solrød Center. Vi er en del af noget større.

    Små fællesskaber med store perspektiver

    At være en lille, selvstændig kommune betyder, at vi har en unik mulighed for at træffe vores egne beslutninger og dyrke vores egne styrker. Vi kan lade borgerinddragelse og nærhed være kernen i vores politiske beslutninger. Men hvis vi bliver for fokuserede på os selv, risikerer vi at afskære os fra de synergier, der kan opstå, når vi samarbejder og tænker ud over bygrænsen. Vi kan miste blik for de muligheder, der ligger lige udenfor vores eget postnummer.

    Solrød Center: Hvad skal fremtiden bringe?

    Tag for eksempel Solrød Center. Vi står ved en skillevej, hvor det er tydeligt, at centeret trænger til en fornyelse.

    Det er klart, at Solrød Center fortsat skal være et sted, hvor vi, der bor her, kan købe vores dagligvarer, gøre vores ærinder og mødes til en bid mad. Men er det nok blot at forvente, at Solrød-borgerne fremover loyalt handler “hjemme” i Solrød Center? Eller skal vi i stedet se på, om centeret kunne udvikles til et handels- og mødested, der ikke kun tiltrækker borgere fra vores egen side af kommunegrænsen?

    Forestil jer, at Solrød Center tilbyder et butiksudvalg, en stemning og nogle oplevelser, som er anderledes end det, man finder i eksempelvis Waves, Strædet i Køge eller Roskildes bymidte. Forestil jer, at folk fra nabobyerne – måske fra Havdrup, måske fra Køge Nord eller måske fra Karlslunde – ville tage turen til Solrød, simpelthen fordi de finder noget særligt her. Noget, de ikke lige får andre steder. De vil måske skulle køre en lille omvej i bil, eller tage et par stop med s-toget, for at opleve en anden slags stemning, et andet udvalg eller deltage i arrangementer, der giver Solrød Center sit helt eget præg.

    At handle lokalt, men med et udvidet lokalt begreb

    Det er populært i disse år at tale om at handle lokalt. Men hvad vil det egentlig sige? Hvis man bor i Køge Nord, er ”lokalt” så nødvendigvis Køge bymidte, eller kan det i praksis være Solrød Center, hvis det nu ligger lige så tæt på og byder på noget spændende? På samme måde kan en familie fra Solrød vælge at køre til Havdrup for at gå til springgymnastik, hvis holdtiden passer bedre ind i familiens travle hverdag, end hvad der kan tilbydes i Solrød Idrætscenter. På den måde udvider vi begrebet om det lokale – vi ser ikke kun vores eget lokalområde, men også det, der ligger lige på den anden side af kommunegrænsen eller 10 minutter i bil inden for egen kommunegrænse.

    Ny cykelsti til Køge Nord Station

    En lille ting som måske kan hjælpe sammenhængskraften på vej, er den kommende cykelsti mellem Jersie Strand ved Green Hills og Køge Nord Station. Med delvis finansiering fra den statslige cykelpulje står vi til at skabe en bedre sammenhæng mellem to områder, der allerede er tæt forbundet geografisk, men som stadig kan bindes tættere sammen. For når det er let at komme rundt på cykel eller til fods, og når den kollektive trafik fungerer, mindskes afstanden mellem os. Så bliver det mere naturligt at tænke på vores nærmeste naboer i andre kommuner som en del af vores daglige verden – ikke som ’dem derovre’.

    Fremtidens udfordring: At løfte blikket

    Når vi i fremtiden skal træffe beslutninger om byudvikling, om foreningsliv, om handelsmiljøer og om infrastruktur, bør vi løfte blikket og se verden i et lidt større perspektiv. At vi er en lille, selvstændig kommune, er en styrke, men det må ikke blive en begrænsning.

    Set med politiske briller, kan øget samarbejde over kommunegrænsen være en måde for os at bevare selvstændigheden som kommune. Et lille men konkret eksempel er det tætte samarbejde på forsyningsområdet, som udvides i disse år. I efterhånden en del år har Klar Forsyning stået for håndteringen af spildevand i både Greve, Solrød, Køge og på Stevns. Fra og med juli måned i år, har selvsamme selskab stået for at håndtere vores affald. Skraldemanden der kommer er fortsat den samme, men fremadrettet er der driftsmæssige besparelser at hente, når vi samlet set får større volumen.

    På beredskabsområdet samarbejder vi også med vores naboer i Køge og på Stevns. I dag køber vi delvist hjælp fra Køge Kommune, for at få beredskabet til at hænge sammen med eksempelvis indsatsledelse og brandsyn. Her lægges der op til, at vi fremadrettet vil kunne arbejde endnu tættere sammen, til gavn for alle vores borgere.

    “Formålet er at få et mere robust beredskab – og hvem ved, måske det også kan betyde bedre priser, når tre Falck-kontrakter potentielt bliver til én.”

    Og hvad angår havmiljøet, har styrkerne ved at gå sammen, også vist sig. Her har Brøndby, Vallensbæk, Ishøj, Greve, Solrød, Køge og Stevns gennem de sidste tre år, haft stor succes med at gå sammen for at sætte spot på de fælles problemer vi oplever, med et dårligt havmiljø i Køge Bugt. Dette arbejde har båret så meget frugt, at vi fik sat en stopper for dumpning af slam fra Lynetteholmen, samt at vi har fået tilkendegivelser fra miljøministeriet om, at Køge Bugt fremadrettet skal være en marin naturnationalpark.

    At være lille, men tænke stort

    Solrød skal stadig være Solrød – en selvstændig kommune med sit eget udtryk og sine egne styrker. Det er en kvalitet i sig selv. Men vi må ikke forveksle selvstændighed med at lukke os inde i vores egen lille osteklokke.

    Verden stopper ikke ved kommunegrænsen. De, der bor lige på den anden side af skiltet, kan blive vores loyale kunder, aktive foreningsmedlemmer eller vores nysgerrige gæster. Og omvendt kan vi også selv have glæde af at se ud over vores egen horisont, når vi skal handle, dyrke sport, eller nyde en kulturel begivenhed.

    At være lille giver nærhed og fællesskab, men at være åben mod omverdenen giver vækst, variation og fornyet energi. Jeg håber derfor at vi kan gå ind i fremtiden med et åbent sind – parate til at udforske nye muligheder, nye grænser, og nye fællesskaber. På den måde sikrer vi, at Solrød ikke blot overlever, men også trives i en verden, der heldigvis er langt større end vores egen lille plet på landkortet.

    God jul og godt nytår!

    Deltag i debatten
    Share. Facebook Twitter Email

    Læs også

    Borgerservice rykker midlertidigt til biblioteket

    Bliv en del af ‘Danmarks Dagsommerfugle’

    Nydiagnosticeret Camilla inviterer Solrød til middag for en verden uden sclerose

    Konfirmand sing along-gudstjeneste blev en stærk fællesoplevelse

    ”Thomas Breinholt – kan man tænke sig rask?

    Medlemmer strømmer til: Hemingway Club har brug for tredje klub

    Debatindlæg: Når ytringsfrihed bliver en undskyldning for manglende respekt

    Frivillige strikker trøstebamser til børn i Solrød Kommune

    Natureventyr i Solrød

    Vild flugt på motorvejen

    Kronik af Borgmester Emil Blücher

    Festlig fastelavn

    Lysfest, jazz og pandekager

    Hør Brian Holm fortælle om sit begivenhedsrige liv den 25. februar kl. 19 i Solrød Strandkirke

    Nyt liv til Solrød Rådhus: Åbent for borgerne efter lukketid

    Charlotte Normann: Bolighandel kræver, at man gør sig umage

    Februar i Havdrup kirke

    Nyt onlinekursus: Mestring af funktionel lidelse

    Fra verdens scener til hjemmebanen – Henrik Svanekiær giver sjældent show i Solrød

    Klumme af Brian Mørch

    annonce
    TILMELD NYHEDSBREVET

    FACEBOOK
    Vi bor her
    • SENESTE NYT
    • MEST LÆSTE
    13. februar 2026

    Borgerservice rykker midlertidigt til biblioteket

    12. februar 2026

    Bliv en del af ‘Danmarks Dagsommerfugle’

    10. februar 2026

    Nydiagnosticeret Camilla inviterer Solrød til middag for en verden uden sclerose

    5. februar 2026

    Konfirmand sing along-gudstjeneste blev en stærk fællesoplevelse

    5. februar 2026

    ”Thomas Breinholt – kan man tænke sig rask?

    27. oktober 2025

    VoresSolrøds vision for Solrød Center

    27. oktober 2025

    Klumme af Brian Mørch

    27. oktober 2025

    Liberal Alliance åbner valgbutik i Solrød Center

    27. oktober 2025

    Venstres vision for Solrød Center

    27. oktober 2025

    LAs vision for Solrød Center

    annonce
    annonce
    annonce
    Arlo Medier
    2680 Solrød Strand
    Telefon: 4038 1501
    E-mail: arlomedier@gmail.com
    Copyright Viborher.dk
    KONTAKT OS
    • SALGSAFDELINGEN
    • REDAKTIONEN
    • ADMINISTRATION
    © 2026 ThemeSphere. Designed by ThemeSphere.

    Type above and press Enter to search. Press Esc to cancel.