Munkekærskolens nye tilbygning står færdig, og de nye faciliteter blev indviet af borgmester Emil Blücher og udvalgsformand Regine Hovmøller i fællesskab med skolens elever og medarbejdere.
Af Solrød Kommune
Efter en periode med byggeri og renoveringsarbejde kan elever og medarbejdere på Munkekærskolen nu tage skolens nye tilbygning og forbedrede faciliteter i brug.

”Det er altid udfordrende for en skoles hverdag at have byggeprojekter i gang, og det ved jeg, at det også har været på Munkekærskolen. Derfor er det ekstra dejligt at kunne indvie den nye flotte tilbygning. Den skaber sammenhæng i udskolingen og giver ikke kun Munkekærskolen mere plads, men også endnu flere muligheder i hverdagen,” siger borgmester Emil Blücher.
Nærhed på tværs af årgange
Munkekærskolens nye tilbygning rummer syv fleksible basislokaler, som nemt kan tilpasses de forskellige former for undervisning, samt toiletter. Tilbygningen og skolens nye førstesal binder desuden mellemtrinnet og udskolingen endnu tættere sammen, så elevernes fællesskab på tværs af årgangene får endnu bedre betingelser i hverdagen.

”De nye lokaler er placeret, så årgangene samles i nærheden af hinanden. Vi har blandt andet etableret flere grupperum, så skolens lærere får mulighed for at tilbyde eleverne en endnu bedre og varieret undervisning. Jeg er derfor rigtig glad for at se resultatet af den prioritering, vi har lavet i elevernes fysiske rammer,” siger Regine Hovmøller, der er formand for Familie- og uddannelsesudvalget.
Det var et samlet byråd, der i januar 2024 blev enige om at afsætte midler til en fornyelse og udbygning af faciliteterne på Munkekærskolen, og derved sikre rammerne for et endnu bedre læringsmiljø for både nuværende og kommende elever.


