Du kan tage væggelus med hjem i din bagage. Skadedyrsbekæmper fortæller, hvad du skal holde øje med
Af Marianne Due
Det er ikke kun vasketøj, du kan have med hjem i kufferten efter ferien i udlandet. En uvelkommen souvenir er væggelus, der ofte først bliver opdaget længe efter, du har pakket ud.
Det fortæller John Mogensen fra AJKO Skadedyrskontrol.
”Væggelus kan ikke lide lys, så de er aktive om natten. Om dagen gemmer de sig i revner og sprækker for eksempel i sengerenden eller topmadrassens folder,” fortæller han.
John Mogensen forklarer videre, at en væggelus suger blod som en myg, og derefter gemmer den sig i 8-10 dage. Derfor kan det tage sin tid at opdage den. Samtidig får den ro til at formere sig.
”Det er en ubehagelig gæst,” konstaterer John Mogensen.
Hvis væggelusene er flyttet ind, opdager man dem ofte, fordi man bliver bidt, mens man sover. Det kan ligne loppebid eller myggestik, men man kan også finde spor efter væggelusene på sine lagner i form af rødbrune pletter.
Hvis man har mistanke om, at der er kommet væggelus med hjem i bagagen, skal man lade være med at pakke ud. AJKO Skadedyrskontrol tilbyder i stedet at fryse kufferten og dens indhold i den container, som firmaet har til formålet. Hvis et rum eller hus er angrebet af væggelus, er det derimod opvarmning til 50-55 grader, der kan være løsningen.
”Engang var væggelus et problem for fattige, men i dag kan det ramme alle. Man tror, at man har fået et myggestik, og pludselig har man rigtig mange væggelus,” siger han.
John Mogensen har bekæmpet skadedyr i mere end 25 år. Udover væggelus må han rykke ud til husejere, der har problemer med hvepse, mus eller mår, mens rotter hører under kommunens ansvar.

Faktaboks – Sådan tjekker du for væggelus
- Sengen: Kig efter små mørke eller rødbrune pletter på lagen, madras og sengestel. Tjek også madrassen og området mellem madras og lagen.
- Sprækker og revner: Væggelus gemmer sig om dagen og kan skjule sig i sprækker i vægge, gulve og møbler. Hold øje med levende væggelus, tomme æggeskaller eller rester af hud.
- Møbler: Tjek især sømme og hjørner og under hynder. Væggelus kan gemme sig i polstring og små revner.
- Bid: Røde og kløende bid kan være tegn på væggelus. De optræder ofte samlet på et mindre område og kan ligne myggestik.
Læs mere på ajko.dk


