Onsdag d. 5. maj og – torsdag d. 6. maj
Fund af granatlignende genstand – Køge.
En mand fik sig en forskrækkelse, da han på sin ejendom på Søndre Alle gravede en granatlignede genstand op af jorden. Militærets sprængstofeksperter sendt til stedet. De kunne konstatere, at den var ufarlig, og de fjernede den fra stedet.
Spirituskørsel – Greve.
Kl. 1255 anholdt politiet en 54-årig mand fra Viby, der blev standset af politiet på Martinsvej. Han var påvirket af spiritus og fik derfor udtaget en blodprøve. Bilen blev beslaglagt med henblik på konfiskation, da han var frakendt førerretten.
Tricktyveri – Ringsted.
Kl. 1230 blev en 80-årig kvinde fra Ringsted udsat for tricktyveri på Søgade, hvor en mand og en kvinde spurgte om vej til sygehuset. I den forbindelse mistede kvinden et guldur.
Det lykkedes ikke politiet at finde til de to gerningsmænd.
Uro – Køge.
Kl. 1359 kørte politiet til Nordea på Torvet, hvor to kunder generede andre kunder med diverse skældsord. Politiet bortviste de to fra stedet.
Brand – Klippinge, Stevns.
Kl. 1542 blev anmeldt om brand i et udhus på Elmevej. Det viste sig, at branden var opstået i forbindelse med et pillefyr. Begrænset skade.
Mistænkeligt forhold – Roskilde.
Kl. 1548 blev der fundet en sort rygsæk ved busstoppested 205 på Jernbanegade. Pladsen blev afspærret og ryddet, da politiet ikke ville udelukke, at der kunne være tale om bombe. Kl. 1639 blev aktionen afblæst, idet politiet havde kontakt med ejeren af rygsækken. Absolut ikke tale om nogen bombe.
Overtrædelse af ordensbekendtgørelsen – Nykøbing Sj., Odsherred.
En 50-årig mand fra Nykøbing blev sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen, idet han opførte sig mærkværdigt ved en forretning på Algade, hvor han knuste en udstillingsdukke, ligesom han efterfølgende stille sig op for at tisse ved skulpturen Napoleon på Algade. Det kostede en bøde.
Udlændingeloven – Køge.
Udlændingeafdelingen foretog kl. 1640 kontrol med en restaurant i Køge, hvor de traf en 32-årig mand, der ikke havde tilladelse til at arbejde i Danmark. Han blev anholdt for overtrædelse af udlændingeloven, og politiet forventer, at han udvises til Polen formentlig allerede fredag.
Røverimod forretning – Køge.
Kl. 1934 blev anmeldt om røveri mod Netto, Fasanvej i Køge, hvor en gerningsmanden truede med en kniv og fik udleveret penge. Gerningsmanden beskrives som 20-30 år, udlænding, ca. 170 cm høj iført sort hættetrøje. Der henvises til udsendte pressemeddelelse onsdag aften.
Færdselsuheld – Haraldsted, Ringsted.
KL. 0138 kørte en bil ad Holbækvej mod nord, hvor føreren oplever, at der løber et dyr ud foran bilen, hvilket han undviger og mister herredømmet over bilen, der rammer autoværn og ryger ud over en ca. fem meter skrænt og videre ind på en mark. Bilen totalskadet. Føreren, en 18-årig mand fra Ringsted, kom ikke til skade ved uheldet, men en 15-årig pige fra Ringsted, der var passager i bilen kom alvorligt til skade. Hun er nu indlagt på sygehus.
Uro – Holbæk.
Kl. 0159 blev anmeldt om optræk til slagsmål på Nygade, hvor en mand optrådte beruset og provokerende. Den 18-årige mand fra Hørve blev sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen og fik en bøde for sin optræden.
Uro – Roskilde.
KL. 0348 anholdt politiet en 19-årig mand fra Stenløse, der optrådte provokerende over for politiet på Jernbanegade. Manden fik en bøde for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen. Han blev sat i detentionen og løsladt i løbet af morgenstunden.
Torsdag – fredag:
Narkopåvirket bilist – Køge
Kl. 0653 var politiet var på Vestmotorvejen, hvor en bilist var kørt i grøften. Det viste sig, at bilisten, en 37-årig mand fra Søborg, var påvirket af narkotika. Han fik udtaget en blodprøve. Han var i øvrigt ikke kommet til skade ved uheldet.
Mand på tagryg – Viby, Roskilde.
Kl. 1049 sad en mand på en tagryg på Duevej, hvor han tilsyneladende havde fået et ildebefindende. Han kunne ikke komme ned ved egen hjælp. Det lykkedes brandvæsenet at redde manden ned fra taget, uden han kom til skade. Han blev kørt til sygehus for kontrol.
Ulovligt dørsalg – Greve.
Kl. 1524 fik politiet anmeldelse fra Belsager, hvor to personer går fra dør til dør og tilbyder at rense tag. Politiet kom til stedet og en 23-årig mand fra Næstved og en 27-årig mand fra Gentofte blev begge sigtet for at have henvendt sig for at sælge produkter, hvilket man ikke må. De vil få en bøde for deres initiativ.
Butikstyveri – Regstrup, Holbæk.
Kl. 1549 blev en 63-årig kvinde fra Holbæk sigtet for butikstyveri fra Dagli’Brugsen, hvor hun havde stjålet diverse dagligvarer m.v. Hun var kørende til stedet i bil, selv om hun er frakendt førerretten. Derfor blev hun også sigtet for sin kørsel. Hun blev løsladt efter afhøring.
Eftersøgning – Asnæs, Odsherred.
Politiet udsendte torsdag eftermiddag en efterlysning af den 63-årige Gunni Bjarne Ottosen, der siden mandag har været væk fra sin adresse. Han er deprimeret, og det frygtes, at han ikke ønsker at leve mere. Der henvises til udsendte pressemeddelelse.
Den eftersøgte er ikke fundet frem til fredag morgen. Oplysninger til politiet på 114.
Pige fastklemt – Svebølle, Kalundborg.
Kl. 2058 blev anmeldt om en 16-årige pige, der under leg på nogle big-baller var faldet i et hul mellem big-ballerne og ikke kunne komme op. Pige klagede over, at hun havde vanskeligt ved at trække vejret. Det lykkedes brandvæsenet at trække pigen op, der ikke havde lidt overlast udover forskrækkelsen.
Brand i campingvogn – Store-Heddinge, Stevns.
Kl. 2122 brændte en campingvogn på Højerupvej. Der var ingen personer i vognen, og det antages, at branden skyldes en kortslutning.
Mistænkeligt forhold – Holbæk.
Kl. 0041 kørte politiet til Holbæk station, hvor fire unge mænd skulle være i færd med at stjæle cykler. Politiet fandt dog hurtigt ud af, at der ikke var tale om tyveri, idet cyklerne var mændenes egne….
Tyveri fra lejlighed – Tølløse, Holbæk.
Kl. 0222 var politiet i Tølløse, hvor der var indgået anmeldelse om tyveri fra en lejlighed. Forurettede løb efter gerningsmanden, og da en hundepatrulje var fremme kl. 0234 blev en 39-årig mand med ukendt adresse anholdt. Gerningsmanden er udlænding og han sidder fortsat anholdt, idet udlændingeafdelingen skal undersøge nærmere om mandens ophold i Danmark.
Spirituskørsel – Vipperød, Holbæk.
Kl. 0310 anholdt politiet en 19-årig mand fra Vipperød, der kørte i bil på Blommehaven. Han var påvirket og fik udtaget en blodprøve og efterfølgende løsladt.