Fem finansieringshold på Køge Handelsgymnasium fik teorien set anvendt i praksis, da Michal Chr. Nielsen, som er Chief Dealer, Frontoffice Statsgæld i Bank og Marked i Nationalbanken, kom på besøg. Han holdt foredrag om Nationalbankens rolle og funktion – i lyset af Nationalbankens 200 år – og i 10-året for Lehman Brothers krak.

Såvel elever som lektor Thomas Bentzen på Køge Handelsgymnasium havde set frem til at få besøg af Nationalbanken, der blev repræsenteret af Michal Chr. Nielsen, som selv har haft en del af sin uddannelses- og karrierevej på Køge Handelsgymnasium.

Michal Chr. Nielsen fortalte indledningsvist om Nationalbankens virke og funktion i samfundet gennem 200 år – født ud af statsbankerotten i 1813. Nationalbankens rolle som værn mod finansiel uro i tider, hvor kriser og svindel er blevet en del af hverdagen – og hvordan Nationalbanken forsøger at dæmme op, som da den økonomiske krise begyndte ved krakket af investeringsbanken Lehman Brothers i USA.

Fra bidragssatser til bitcoin

Auditoriet var fyldt, og eleverne bidrog med nysgerrige og faglige spørgsmål. Oplægget var nemlig yderst relevant i forhold til elevernes pensum, herunder betydningen af de nationale og internationale forhold, som Nationalbanken beskæftiger sig med. Sammen med Michal Chr. Nielsen ved roret kom eleverne rundt om varierede emner fx varigheden af det ekstremt lave renteniveau, og om Nationalbankens direktør Lars Rohdes opfordring til realkreditinstitutterne til højere bidragssatser. Eleverne ville også gerne drøfte bitcoin og høre om Nationalbankens holdning til kryptovaluta som betalingsmiddel, og også Brexits betydning for Nationalbankens arbejde blev debatteret – et emne som generelt fylder i undervisningen på handelsgymnasiet.

Godt sted at begynde

”Finansiering er stadig ret nyt for eleverne, men Michal Chr. Nielsens foredrag og den efterfølgende diskussion giver en glimrende indsigt i pensum, og i hvor bredt et arbejdsområde den finansielle verden er”, siger Thomas Bentzen.
”Undervisningen bliver altid mere virkelig for eleverne, når vi får besøg af fagpersoner, der til dagligt beskæftiger sig med det, som eleverne lærer og læser om,” siger Thomas Bentzen, der både underviser i finansiering, men også fungerer som brobygningskoordinator til videregående uddannelser. Thomas Bentzen håber, at dagens spændende foredrag vil så frø til at eleverne fortsætter deres vej mod en videregående uddannelse.

Kilde: Køge Handelsskole

Deltag i debatten
Del.