Mange Havdrup-borgere har længe ønsket sig et lokalt bibliotek, og med den nye budgetaftale er vi nu kommet et lille skridt tættere på at realisere dette ønske.
I det kommende år opretter vi et mikrobibliotek på Havdrup Skole, som det første skridt mod et egentligt børnebibliotek med bøger og medier målrettet børn og unge.
Og hvorfor så lige et børnebibliotek, tænker du måske?
Idéen opstod ud fra en tanke om, at udnytte det eksisterende skolebibliotek på Havdrup Skole bedre, således at flere kunne få gavn af det. Skolebiblioteket ligger nemlig placeret således at man relativt let, vil kunne åbne for andre end blot skoleeleverne, uden for skolens åbningstid.
Selve formålet med et lokalt børnebibliotek i Havdrup, er at sikre let tilgængelighed til det lokale folkebibliotek, uanset hvor i kommunen man bor, samt et ønske om at udnytte de eksisterende lokaler mere fleksibelt til gavn for flere. På sigt er mit håb, at vi også kan etablere et bibliotekspunkt i samme lokaler, hvor voksne kan hente og bestille bøger – præcist som vi kender det fra bibliotekspunktet i Havdrup Center.
Inden vi kommer så vidt, starter vi dog ud med en prøveordning, for at se om der er opbakning til projektet. Det håber jeg vil være tilfældet, således at vi på sigt kan få et moderne og permanent børnebibliotek, der kan bruges af skolens elever i skoletiden og af familier efter skoletid.
Vi har løbende fokus på at skabe bedre rammer for børns læse- og læringslyst og samtidig give familierne mulighed for at nyde hyggelige stunder sammen med bøger.
Lykkedes drømmen, kan eleverne på Havdrup Skole se frem til et løft af det eksisterende skolebibliotek, samtidig med at vi kan forbedre den borgernære service for børnefamilierne i Havdrup.
Kilde: Regine Hjort Hovmøller