Folketingsmedlem Charlotte Munch fra Danmarksdemokraterne flytter til Solrød og bliver en del af det lokalpolitiske, strategiske bagland op til kommunalvalget i november.
Af Marianne Due
Når man både er udenrigs- og beskæftigelsesordfører i Folketinget og kommunalbestyrelsesmedlem i Hvidovre, så er dagen tæt besat med politiske møder, men fremover skal folketingsmedlem Charlotte Munch fra Danmarksdemokraterne til gengæld ikke længere bruge tid på at pendle mellem sin lejlighed i Hvidovre og kæresten Jesper Paslers villa i Solrød, for parret flytter sammen.
– Jeg kender lidt til byen gennem Jesper og hans vennekreds og glæder mig til at lære meget mere. Solrød er spændende og meget forskellig fra Hvidovre. Der er store, fine villakvarterer, flere grønne arealer og en kyststrækning, der er udviklet på en ret fin måde, siger Charlotte Munch.
Solrøds nye tilflytter har også meldt sig ind i den lokale partiforening og tilfører dermed erfarne, strategiske kræfter op til det kommende kommunalvalg i november.
Charlotte Munch begyndte sin politiske karriere i Venstre, da hun tilbage i 2013 stillede op til kommunalbestyrelsen for Venstre i Hvidovre. Hun sad i partiforeningens bestyrelse på det tidspunkt og var stillet op langt nede på listen, men sprængte den og endte som 1. suppleant. Det førte til en plads som spidskandidat ved valgene i 2017 og 2021, hvor hun også blev valgt ind. Da Inger Støjberg stiftede Danmarksdemokraterne i 2022, skiftede Charlotte Munch til det nye parti, stillede op til folketingsvalget og var en af de 14 mandater, der stormede ind.
Det betød goddag til de to politiske ordførerområder, der begge er brandvarme lige nu.
– Udenrigspolitikken har fyldt ekstremt meget og gør det også nu med en ny amerikansk præsident, der har vist stor interesse for Danmark og Grønland. Det fylder meget, når vi skal lande et samarbejde med en præsident, der er noget anderledes end tidligere præsidenter, siger Charlotte Munch og fortsætter:
– Grønland er geopolitisk vigtig for mange lande, også for Danmark. Derfor er det vigtigt, at vi med danske øjne finder et positivt potentiale til at styrke Danmark i det samarbejde. USA skal måske ikke eje Grønland, men vi skal sikre os en god aftale med USA, som både har noget knowhow og power til at beskytte Grønland, som vi ikke har.
Udenrigspolitik er dog umiddelbart meget langt væk fra livet i Solrød Kommune. Det er beskæftigelsespolitikken til gengæld ikke. Der skal laves en ny aftale på området, der bl.a. får betydning for de kommunale jobcentre. Med flytningen fra Hvidovre til Solrød siger Charlotte Munch farvel til kommunalpolitik for denne gang. Lysten er der, men hun har med opgaverne i Folketinget ikke selv tid til at stille op til det kommende kommunalvalg.
De lokale Danmarksdemokrater vil dog finde hende som en del af baglandet, der organiserer valgkampen, bakker kandidaterne op og byder ind med ideer til partiprogrammet. Det kunne for eksempel være om, hvordan kommunen sikrer, at der er attraktive boliger til de mange husejere over 60, der kunne tænke sig at blive boende i kommunen, men i en mindre bolig.
– Solrød er en lille perle bygget op af skønne villakvarterer. De skal ikke erstattes af alment og socialt boligbyggeri, men man kunne godt se på, hvad man kan tilbyde borgere med stor friværdi, når de bliver ældre, siger Charlotte Munch, der også har et særligt råd til de nuværende og kommende byrådsmedlemmer.
– Jeg oplever lokalpolitikere, der hænger fast i fortiden, men som politikere skal man værne om sin korttidshukommelse og lægge alt gammelt nag bag sig. Det var et råd, jeg selv fik og har brugt. Når man er i politik, skal man være god til at ryste det af sig, når man får en over snuden. Især i lokalpolitik kommer et godt samarbejde kommunens borgere til gode, slutter hun.