XL-BYG Øbro Træ A/S skruer nu fuldt op for rekrutteringen af fremtidens talenter. Den landsdækkende
byggevarekæde, der er en af landets største, har lokal vækst som en af sine topprioriteter.

Byggevarebranchen er i konstant udvikling, og i disse år sker der mere end nogensinde før. Med den stigende
nethandel, IT-teknologiens muligheder og stigende efterspørgsel på høj kundeservice til konkurrencedygtige priser, er der brug for unge, friske talenter til at videreudvikle branchen.

Målet for XL-BYG er at tiltrække 50 procent flere elever om året til kædens 118 forretninger. Midlet er en massiv kampagne- og uddannelsesindsats, som skal medvirke til at spotte talenterne og fortælle de unge, hvad byggevarebranchen og de lokale XL-BYG forretninger har at tilbyde som uddannelsessted.

– Vi vil udvikle og holde på de unge talenter for at understøtte vores vækst på landsplan. Ved at styrke indsatsen overfor unge, som er på vej ud på arbejdsmarkedet, håber vi at kunne bevare arbejdskraften og videreudvikle talenter indenfor ledelse, handel, salg og logistik, udtaler oplæringsansvarlig Jesper Plugge fra Øbro Træ A/S.

De unge skal lære XL-BYG Øbro Træ at kende

Ifølge Jesper Plugge er den største rekrutteringsudfordring for XL-BYG Øbro Træ A/S, at meget få unge ved, hvilke muligheder der ligger i en karriere i byggevarebranchen. Branchen rummer mange alsidige udfordringer, der giver mulighed for at udforske den enkeltes kreativitet og talent indenfor blandt andet salg, marketing og købmandskab.

– De opnår en dyb faglig viden og bred kontaktflade i en stor branche, der årligt omsætter for et trecifret milliardbeløb. Det åbner døre til mange forskellige stillinger indenfor salg, handel, logistik og ledelse i hele byggevarebranchen. Som elev har man en mulighed for at få en direktørstilling meget hurtigere end i andre brancher, fortæller Jesper Plugge fra XL-BYG Øbro Træ A/S. Her lærer eleverne eksempelvis at rådgive professionelle eller private indenfor bygningsreglementet, at styre både salg og indkøb, at føre en forhandling og udforme tilbud på egen hånd og de største talenter får hurtigt ansvar for deres egne kunder.

For at informere om kædens uddannelser fortæller de unge på et nyt elevsite og på elevernes egen Facebookside om grundpillerne i en uddannelse i XL-BYG: faglighed, ansvar og karrieremuligheder, samt et stærkt socialt sammenhold. Den slags oplysninger er der ifølge Ket Hoffmann, der er i lære som handelsassistent i forretningen i Greve, i høj grad brug for:

– Mange af mine jævnaldrende ved intet byggevarebranchen, selvom det er en milliardindustri, der er central for væksten i Danmark. Jeg valgte XL-BYG i Greve, fordi de var mere faglige og professionelle. De havde en klar plan for, hvad jeg skulle igennem som elev. Og så har de aldrig været bange for at give ansvar fra sig og fortælle mig om mine karrieremuligheder indenfor kæden såvel som hos leverandører og samarbejdspartnere i byggevarebranchen.

Deltag i debatten
Del.