Da jeg for første gang kunne deltage i et valg og sætte min stemme, efter jeg var fyldt 18 år, var det en kæmpestor ting. Jeg husker det selvfølgelig meget tydeligt.

Det var til kommunalvalget i 2001, hvor jeg for første gang fik medbestemmelse over, hvem der skulle vælges til byrådet. Det var virkelig stort at skulle sætte sit kryds for første gang.

Selvom jeg har stemt adskillige gange siden til både folketingsvalg, regionsrådsvalg og europaparlamentsvalg, er oplevelsen faktisk ikke blevet mindre. Det er stort hver gang, man får lov til at sætte sit kryds og udøve sin demokratiske ret.

Unge skal stemme for første gang

Nu skal vi snart til valgurnerne igen i november, og det betyder, at mange unge skal stemme for første gang. Men netop kommunalvalgene – og kommunalpolitik generelt – har svært ved at få de unge op af stolene.

En undersøgelse, som kommunernes nyhedsbrev Momentum offentliggjorde op til det seneste kommunalvalg, viste, at det kun var 35 procent af de unge mellem 17 og 24 år, der var sikre på, de ville stemme til kommunalvalget. Tallet for hele befolkningen lå noget højere på 61 pct.

I undersøgelsen erklærede 42 procent af de unge under 25 år, at de ‘ikke’ eller ‘slet ikke’ var interesserede i kommunalpolitik. Og det ser desværre heller ikke godt ud i forhold til at få de helt unge kandidater til at stille op til landets byråd.

Er politik langt fra unges hverdag?

Og det er et stort problem. De unge er storforbrugere af kommunale ydelser og har om nogen det lokale liv tæt på. Men hvor er deres engagement i det kommunalpolitiske liv? Hvorfor er det alligevel så langt fra deres hverdag?

Måske skal vi første omgang kigge indad? Er vi som voksne og forældre for dårlige til at få introduceret de unge for, hvad kommunalpolitik egentlig er, og hvor stor betydning den har for deres hverdag? Er politikerne for dårlige? Eller er den unge generation i dag simpelthen for dovne? Eller bare uinteresserede?

Vi skal engagere de unge

Det er svært at svare på, og svaret skal nok findes et sted midt imellem. Men én ting er i hvert fald sikkert. Vi skal have de unge i Solrød Kommune til at stemme den 21. november og give deres besyv med. Vi skal engagere dem og inspirere dem, så de har lyst til at stemme på det parti, de er mest enige med. Og det skal vi også fortsætte med efter valget.

Kommunalpolitik skal gøres spiseligt for de unge, så de har lyst til at følge med engagere sig. Det må være en opfordring til alle engagerede borgere i Solrød Kommune.

Men helt generelt er det vores allesammens ansvar. Dit, mit og de andres.

Morten Scheelsbeck

Deltag i debatten
Del.