Det er sæson for den næste store skriftlige opgave for sommerens studenter. I DIO skriver eleverne under den brede overskrift Globalisering. Som kick-off for en endelig emneafgrænsning gæstede Mogens Lykketoft Køge Handelsgymnasium og fortalte om sit liv i verdens tjeneste med afsæt i FN’s 17 verdensmål.

Uddannelsesrektor på Køge Handelsgymnasium, Henrik Flyge, satte scenen for 3. års elevernes store skriftlige opgave med DIO (Det internationale område) og bød velkommen til Mogens Lykketoft:
”Vores foredragsholder i dag er en mand, som om nogen er en del af globaliseringen. Han har arbejdet med politik hele sit liv og været medlem af Folketinget siden 1981. Han har været formand for Socialdemokratiet. Han har været Formand for Folketinget. Han har været Udenrigsminister, Finansminister og Skatteminister. Han er uddannet økonom fra Københavns Universitet. Han er forfatter. Og han har været for Formand for FN. Så i dag låner vi af Mogens Lykketofts politiske indblik, økonomiske indblik og internationale indblik, når vi særligt skal høre om hans tid i New York under hans formandskab for den 70. generalforsamling i FN i perioden 2015-2016.”

Stil krav til din politiker

Mogens Lykketoft introducerede kort FN som organisation og som muligt sted at løfte verdenens udfordringer. Mogens Lykketofts oplæg balancerede mellem at være et faktuelt og fagligt indlæg til elevernes arbejde med DIO – men grundet vigtigheden af emnet opfordrede Mogens Lykketoft på samme vis eleverne til personligt at engagere sig. Flere gange undervejs tilskyndede Morgens Lykketoft eleverne til at forholde sig kritisk til politikerne og stille krav til deres indsats fx til at støtte op om FN’s 17 verdensmål, som på forskellige niveauer og forskellige områder forsøger at tackle de udfordringer, som verdenssamfundet står over for – ikke mindst set i lyset af de seneste års terrorhandlinger, miljøudfordringer og chokerende valgresultater.

Mogens Lykketoft opridsede: ”Verden står overfor en lang række udfordringer fx klimaforandringer, miljøkatastrofer, fattigdom og ulighed, krige og terror. Det er problemstillinger, som kun kan overkommes i fællesskab – og når nationerne arbejder sammen, og i den sammenhæng er FN uundværlig. Vores verden er i eksistentiel krise. Vi kan ikke fortsætte på den måde, vi hidtil har gjort – og gør. Vi er – og den slags lyspunkter ses allerede forskellige steder nu – nødt til at indgå partnerskaber – mennesker imellem, virksomheder imellem og nationer og stater imellem for at opnå de forbedringer og forandringer, som vores verden har brug for – klimamæssigt, sikkerhedsmæssigt og lighedsmæssigt. I skal stille krav til jeres politikere om, at I kan nå en fremtid ligesom den vi har givet os selv,” sagde en veloplagt Mogens Lykketoft.

Kilde: Louise Lund Schmedes

Deltag i debatten
Del.