Der kan være op til 100 nye boliger på vej til Havdrup Vest.

I Havdrup Vest er der de seneste år vokset en helt ny bydel frem, og nu er der udsigt til, at der kommer endnu flere boliger til området. Solrød Kommune har nemlig modtaget en anmodning om at lave en ny lokalplan for et privatejet område af Havdrup Vest, så der nu også på det areal kan bygges boliger.

Det har været et ønske fra kommunens side i mange år at udnytte muligheden for boliger i området, og den mulighed har ejeren af området nu også valgt at gøre brug af. Økonomi-, teknik- og miljøudvalget i Solrød Kommune har derfor valgt at sige ja til anmodningen.

Med en ny lokalplan vil det være muligt at etablere op imod 100 nye boliger i Havdrup Vest og iværksætte planerne for de grønne områder i bydelen.

“Med en sammensmeltning af den privatejede og den kommunalt ejede del af Havdrup Vest kommer enderne til at mødes i vores attraktive og moderne nye bydel. Vi oplever i disse år en meget stor interesse for at flytte til kommunen, og de mange forskellige boligtilbud og nærheden til naturen i Havdrup Vest appellerer til mange,” siger borgmester Niels Hörup.

Det privatejede område er i forvejen en del af Helhedsplanen for Havdrup Vest, som også rummer byggeriet af en moderne og rummelig daginstitution, som den eksisterende daginstitutionen Lindebo skal rykke over i. De nye daginstitutionslokaler på ca. 1.000 m2 kommer til at rumme 24 vuggestuebørn og 88 børnehavebørn.

Efter planen bliver det nye lokalplansforslag sendt i offentlig høring i 2. kvartal af 2018. Lokalplanen forventes at blive endeligt vedtaget i 3. kvartal af 2018.

Fakta
Den nye bydel Havdrup Vest består af en kommunal del på ca. 12,4 ha. fordelt på etaperne 1-6 og en privatejet del på ca. 7 ha. kaldet etape 7.

Den kommunale del består af fem forskellige etaper til bebyggelse, mens etape 6 består af vejanlægget Havdrup Allé. Etape 1 og 2 består af 49 parcelhusgrunde, hvor de sidste grunde blev solgt i december 2017. Etape 3 er solgt til det almene boligselskab Domea, som er ved at opføre 44 boliger som rækkehuse i to etager. Etape 4 er bebygget med 40 dobbelthuse. Etape 5 er den sidste af de kommunale arealer, som skal sælges, og arealerne kommer i udbud til foråret 2018 og forventes bebygget med 20-24 rækkehuse i op til to etager. Mellem de bebyggede områder etablerer Solrød Kommune grønne fællesarealer.

Kilde: Solrød Kommune

Deltag i debatten
Del.