Torsdag d. 21 december kl. 01.01 anmeldte pårørende til en 26-årig kvinde fra Havdrup, at den 26-årige var blevet overfaldet og truet på livet af en tidligere bekendt.

Han havde tidligere skaffet sig adgang til den 26-åriges bopæl medbringende et våben, som han havde ladt foran hende og truet hende på livet, da han mente at vide, at den 26-årige måske havde indledt et forhold til en anden mand.

På et tidspunkt havde den tidligere bekendte slået hende i ansigtet, så hun flækkede læben. Den bekendte havde herefter forladt stedet medbringende skydevåbnet, som ikke var blevet anvendt.

Politiet ledte med flere patruljer efter den mistænkte – en 24-årig mand fra Solrød Strand – som udramatisk blev anholdt kl. 03.05 på en adresse i Havdrup, hvor han havde søgt tilflugt.

Politiet ransagede stedet, men fandt ikke skydevåbnet, som politiet nu leder efter relevante steder – bl.a. med hundepatruljer – i Havdrup-området.

Den anholdte vil kl. 11.00 blive fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Roskilde som sigtet for bl.a. vold, trusler og ulovlig tvang over for den 26-årige kvinde samt for ulovlig våbenbesiddelse efter straffelovens bestemmelser herom.

Kilde: Midt og Vestsjællands Politi

OPDATERING FREDAG D. 22 DECEMBER:

Den 24-årige mand fra Solrød, som om natten til torsdag d. 211217 blev anholdt for vold og trusler med et skydevåben mod en 26-årig kvinde fra Havdrup, blev fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Roskilde som sigtet for vold, ulovlig tvang, trusler og ulovlig våbenbesiddelse. Den 24-årige blev varetægtsfængslet i surrogat frem til den 4. januar 2018.

Deltag i debatten

Del.