Som en del af den store kulturfestival Golden Days har Brebølfonden bevilget 55.000 kr. til Mosede Fort – Danmark 1914-18.
Rejs med veterantog fra 1. Verdenskrig
Lørdag den 6. og søndag den 7. september 2014 arrangerer museet en kulturhistorisk rejse med veterantog fra Københavns Hovedbanegård og fra Køge Station til Mosede Fort. På rejsen fortæller vi om de soldater som for netop 100 år siden rejste med toget fra deres hjemegne rundt om i Danmark til Mosede Fort for at forsvare København og dermed hele Danmark.
– ”Vi er rigtig glade for at kunne invitere både Københavnere og Køgegensere på denne helt specielle togtur til Mosede Fort”, siger museumschef Henriette Buus. ”Når toget stopper på Karlslunde Station, kan passagererne på få minutter gå til Mosede Fort. Her kan de i en helt ny museumsudstilling opleve, hvordan 1. Verdenskrig påvirkede det neutrale Danmark. Både børn og voksne kan gå på opdagelse i kasemattens mange rum og selv mærke, hvordan det var at være dansker under 1. Verdenskrig – om man var soldat eller en ganske almindelig familie, som skulle have mad hver dag. Og når sulten og tørsten melder sig hos vores gæster, byder vi på erstatningskaffe, saftevand og rationeringskage – ligesom de gjorde dengang ved festlige lejligheder”.
Hele arrangementet er en del af Golden Days festivalen 2014, der markerer 100-året for starten af 1. Verdenskrig.
Udstilling om Danmarks neutralitet
Den 6. august åbner vi de tunge jerndøre til kasematten på Mosede Fort med en helt ny museumsudstilling: På kanten af krig – neutralitet mellem krig og velfærd. Læs om os på danmark194-18.dk, eller følg os på facebook.com/mosedefort