10 gode grunde til at spille tennis…

1. Tennis for alle:

Pode, barn, unge, kvinder, mænd, drenge, piger, ægtepar, voksne, bedsteforældre, ældre, seniorer og så videre. Tennis for alle, lyder Dansk Tennis Forbunds slogan.

Læs mere

Årsagen er ganske rigtigt, at tennis er for alle.

Klik på tennislandkortet og find en klub nær dig/jer, hvor forskellige familietenniskoncepter gør, at alle generationer kan nyde tennis samtidig.

Babytennis med balloner, forældretennis med børnepasning, familietennis med Play & Stay-bolde, Drop In-doubler for ægtepar. De danske tennisklubber tænker kreativt for at optimere antallet af medlemmer.

Del tennisværdierne med dine venner, netværk og familien.

2. Tennis er ligetil:

Med Play & Stay-konceptet har det aldrig været lettere at begynde til tennis. Den nye farvekode hedder rød, orange og grøn, inden den traditionelle gule tennisbold venter.

Læs mere

DTF startede for alvor med at implementere konceptet fra det internationale tennisforbund (ITF) i 2009.

Play & Stay henvender sig til nybegyndere og letøvede i alle aldre. Der trænes og spilles med langsommere bolde på tilpassede baner.

Play & Stay sikrer ligeledes, at talentudviklingen kan optimeres ud fra den enkeltes øjeblikkelige niveau.

3. Tennis er sjovt:

Prøv tennis en enkelt gang, og du er ikke i tvivl. Tennis er sjovt. Tennis skaber glæde.

4. Tennis er sundt:

Tennisaktivitet er godt for hjerte-kar-systemet, nedsætter kolesteroltallet, forbedrer konditionen, styrker musklerne, øger forbrændingen, giver stærkere knogler, udvikler bevægeligheden og nedsætter stressniveauet.

Læs mere

En mandlig tennisspiller, der vejer omkring 80 kilo, forbrænder cirka 600 kcal ved en times single og 425 kcal, når det kommer til en times double. En kvinde, som vejer 65 kilo, forbrænder godt 330 kcal i løbet af en times double og 425 kcal i single.

Tennisspillere skal kunne flere ting samtidig – flytte benene, mobilisere kroppen, svinge armene. Du forbedrer altså motorikken ved at dyrke tennis.

Tennissportens hurtige bevægelser med høj intensitet giver sved på panden. Sved på panden er lig konditionstræning. At være i god form øger livskvaliteten.

Vidste du, at man bruger hele kroppen i en tennisserv? 50 % af farten i serven kommer fra et godt afsæt med benene. Du træner hele kroppen i tennissammenhænge.

5. Tennis er mentalt udfordrende:

Ud over de fysiske aspekter er tennis mentalt udfordrende. Det er selvfølgelig også muligt at koble helt af og bare slå bolden over nettet, men mange sammenligner faktisk de strategiske træk i tennis med skak. Hvor skal bolden hen for at gøre mest ondt på din modstander?

6. Tennis – en individuel sport og en holdsport:

Nogle mennesker foretrækker at være i fuld kontrol og gider ikke holdkammerater. Andre nyder på den anden side at dele glæder og oplevelser med en doublemakker og øvrige bekendte. Tennissporten giver mulighed for at dyrke såvel individuelle behov som exceptionelle klubliv med eksempelvis holdkampe i centrum.

7. Tennis hele året rundt:

Kulde og regnbyger er ikke hindringer for en tennisentusiast. Hovedparten af tennisklubberne i Danmark har egne eller adgang til offentlige tennishaller. Varianten skumtennis kan endda spilles med stor fornøjelse i selv badmintonhaller.

8. Tennis er til at betale:

Minimum otte timers tennistræning for en billig penge inklusiv en tennisketsjer, hvis du melder dig ind i en Voksenintroduktions-klub. Tennis er bestemt til at overskue ud fra et økonomisk perspektiv. Kig på tennislandkortet og sammenlign priserne i dit nærområde.

9. Tennis bygger på gode værdier:

Tennis er en gentlemansport, hvor der vindes allernådigst og tabes med ære. At hovere efter en sejr eller fremstamme undskyldninger efter et nederlag virker ikke. Hverken i tennis eller i livet i al almindelighed. Fair play er et mantra hvor som helst i Tennisdanmark.

10. Tennis fascinerer hele livet:

Tennis udvikler sig nemt til et så komplekst spil, at der konstant er plads til forbedringer. At finde måder og metoder, hvorpå man udvikler sit spil, tilfører værdi samt glæde. Du kan til enhver tid arbejde på at udvikle dit spil, din fysik, din teknik eller strategi. Du lærer, så længe du spiller. Tennis fascinerer.

Deltag i debatten
Del.