Tegneren Michael Eriksen tog plads i valgcaféen på rådhuset, hvor han under valgaftenen havde én mission: Han skulle med tuscher og lærred omdanne valgkampens debatter til et kunstværk.

Ældepleje, skattetryk og nyt kulturhus. Det var blandt de emner, som kunstneren Michael Eriksen skulle forevige på valgaftenen på et tre meter langt lærred i valgcaféen på rådhuset.

Emnerne har blandt flere andre emner floreret under den kommunale valgkamp i Solrød anno 2017, og idéen var derfor at forevige valget på en helt ny måde, fortæller Lise Bernhardt, der er sekretariatschef i Solrød Kommune.

“Valget er lokalhistorie, og derfor ville vi forsøge at give historien et liv, som borgerne i Solrød kan få glæde af i fremtiden,” siger Lise Bernhardt.

Det er præcis, hvad kunstneren Michael Eriksen kan finde ud af. Han driver virksomheden Visuel Retning, hvor han tegner referater for virksomheder og organisationer. Han var derfor helt klar på udfordringen om at forevige et stykke lokalhistorie for Solrød Kommune.

Stor interesse for kunstværket

Både politiske kandidater og helt almindelige borgere havde fundet vej til valgcaféen på rådhuset for at følge kommunalvalget helt tæt på. De fik derfor også fornøjelsen af at følge med i kunstværkets tilblivelse, da Michael Eriksen havde taget plads langs den ene væg.

I løbet af aftenen lagde mange af de fremmødte vejen forbi kunstværket og betragtede lidt fra afstand eller fik sig en snak med Michael Eriksen.

“Der var rigtig mange både borgere og politikere, der kom forbi og sagde, at de godt kunne genkende de mærkesager, der betød noget for dem,” siger Michael Eriksen.

Noget tyder altså på, at kunstneren kom i mål med udfordringen. Om du er enig, kan du se på biblioteket, hvor kunstværket er udstillet fra nu og frem til 1. januar 2018. Herefter vil det blive hængt op i Aktivitets- og Frivilligcentret.

Kilde: Nadia Ankerfelt Rasmussen

Deltag i debatten
Del.