Lørdag den 10. februar fra 10 til 14 går det løs med løvernes genbrugsmarked i Bjæverskov.

Den milde vinter gør os genbrugs-klar! Fra travbanens store gamle tilskuerpavillon i Bjæverskov sælges nu ud af masser af genbrugsting og sager – på flere etager. Her er noget for alle; til de unge, til sommerhuset og udestuer. Tusindvis af spændende og billige, populære og smarte ting og sager; fra alle slags møbler, massevis af bøger og LP-plader, køkkenting og service, radio, lamper, tøj til nips og småting af enhver art – og meget mere!

Åbningstid er 10-14

Genbrugsmarkedet den 10. februar afholdes på Travbanen i Bjæverskov. Det næste genbrugsmarked er først den 21. april. Åbningstiden for genbrugsmarkedet er fra kl. 10 til 14, og allerede fra starten er der rigtig ’tryk på’ med en herlig trængsel. Indkørsel til tilskuerpavillonen sker ad Vollerslevvej 18. Og der er gratis adgang. Ydermere forefindes en café med både vådt og tørt.

I øvrigt tilbyder Lions kørselsservice for hjemtransport af store anskaffelser. Det kan aftales på stedet.

Godt formål

Skulle man for resten ligge inde med nyttige og brugbare ting, som er for gode til bare at kassere eller smide ud, er man meget velkommen til at kontakte Lions på 4088 3912 for aftale om afhentning af større partier eller dødsboer. Man kan også maile til juhl-lauritsen@mail.dk – Genbrugscontaineren på KARA i Køge, som har været lukket siden jul, åbner igen i februar.

På grund af flere indbrud er der for øvrigt nu etableret videoovervågning af lokalerne. De initiativrige, men ubudne ”gæster”, har imidlertid ikke lagt penge for de genbrugsvarer, som de har stjålet – og som ellers skulle være medgået til det gode formål!

– Det er LIONS, der står for det store genbrugsmarked, siger Per Juhl fra LIONS i Køge. Og han tilføjer, at Lions’ genbrugsår begynder med forbavsende rigtig mange kvalitetsting, der virkelig er værd at gå efter.

Overskuddet går ubeskåret til Lions’ humanitære hjælpearbejde, herunder især til lokal hjælp og støtte . Et hjælpearbejde, hvor der vel at mærke ikke bruges én eneste krone til administration.

Kilde: LIONS – KØGE

 

 

Deltag i debatten
Del.