Den lokale billedkunstner Linda Williams udstiller fra torsdag d. 1. marts til og med lørdag d. 31. marts sine malerier på Solrød Bibliotek.

Linda Williams er til stede d. 31. marts for såkaldt at ”af fernisere” sin udstilling.

Linda Williams arbejder som kosmetolog, er gift og har 2 børn. Alligevel bliver der tid til at dyrke den store interesse for maleriet.

”Jeg har tegnet og malet hele mit liv og de seneste år har jeg fået bedre tid til min hobby, da børnene er blevet større”, fortæller Linda Williams og fortsætter: ” Jeg laver overvejende farverige malerier udført i akrylmaling. Nogle på lærred og andre på Yupo, som er et syntetisk fremstillet papir på 100 % polypropylen, der ikke absorberer farven, men lader den ligge på overfladen med et glat og farvestærkt udtryk”.

Og Linda Williams fortæller videre om sit arbejde med maleriet:” Jeg elsker at lege med farver og former, maler gerne både abstrakt og figurativt. Det er meget efter sindsstemning, når jeg maler. Det gælder såvel årstider som farver i naturen. Nogle malerier er rent abstrakte, andre er tydeligt inspireret af naturen. Nogle endda tydeligt figurative”.

”Jeg elsker at omgive mig med farverige malerier. Jeg har tidligere udstillet i Kunsthuset Løvens hule, der er et kunstnerfællesskab i Lellinge ved Køge, samt Kontorhotellerne og Teglværket Sydhavn i København”, afslutter Linda Williams den lille fortælling om sit virke som billedkunstner.

Kilde: Solrød Bibliotek

Deltag i debatten
Del.