Samtidig åbnes en kunstudstilling i sognegården

Karlslunde Kirke afholder sommerfest søndag den 27. august kl. 13-16:30 i præstegårdshaven, Hovedgaden 20 i Karlslunde.

Der er sjove aktiviteter for børn, f.eks. fiskedam, guldgravning og præcisionsskydning med vandgevær. På scenen optræder Greve Harmoniorkester og Karlslunde Kirkes kor. Frokosten kan klares med en pulled pork burger eller en pølse, og man kan købe øl, vand, kaffe og kage.

Karlslunde samarbejder med Nigrande

Karlslunde Kirke har i 20 år støttet venskabskirken i landsbyen Nigrande, som ligger langt ude på landet – 160 km fra hovedstaden Riga i Letland. Der indsamles hvert år penge til forbedringer og vedligeholdelse i Nigrande Kirke. Men der gives også støtte til landsbyen, f.eks. til en legeplads ved skolen. Desuden betales livsvigtig medicin og briller til svagtseende børn, hvor familien ikke har råd til det. Og hvert år indsamles tøj og legetøj til Nigrande.

Unge og voksne fra Nigrande inviteres til at besøge Karlslunde og bo hos gæstfrie borgere. Nogle af de unge deltager i FDF-sommerlejren.  Det giver gode oplevelser og venner.

Sognepræst Christina Feddersen er aktiv i Letlandsudvalget, der koordinerer de mange aktiviteter til fordel for venskabskirken i Letland. Hun fortæller:

– Det er fantastisk at se, hvordan støtten til Nigrande opfylder nogle behov og sætter gang i aktiviteter.  For nylig har vi skaffet gynger til skolens legeplads, og vi har givet skolebørnene en spændende og lærerig tur til dyreparken Cīruli 60 km fra Nigrande. Det var dejligt at få tilbagemelding om, at børnene er glade for vores hjælp.

Christina Feddersen

Menighedsrådets formand Alfred Jensen er formand for Letlandsudvalget. Han supplerer:

– Det er også fantastisk at se, hvordan Karlslunde Kirkes mange frivillige gør en kæmpestor indsats året rundt for at hjælpe vennerne i Nigrande. Især den årlige sommerfest i august er et fint eksempel på, at en masse mennesker arbejder for et fælles mål – og opnår flotte resultater. Der laves underholdning, lotterier og aktiviteter, og der sælges mad, kager og drikkevarer. Alle indtægter går ubeskåret til Nigrande.

Kunstudstillinger i sognegården

Samtidig med sommerfesten startes i år en ny aktivitet, kunstudstillinger. Den første udstilling er åben i 3 måneder og kan ses af alle, der kommer forbi sognegården eller deltager i et af de mange arrangementer.

Jonna Kock er frivillig i Kunstgruppen. Hun fortæller:

– Vi åbner den første udstilling ”Fantasi og Naturalisme” i sognegården med 2 kunstnere fra Karlslunde, Erik Schrøder Jensen og Peter Rosenstand.  Vi vil også i perioder eksperimentere med åbne værksteder, hvor alle kan være med til at arbejde med forskellige udtryksformer, som bagefter kan blive udstillet i sognegården. Jeg glæder mig til at se, hvad alle de kreative finder på!

Alle kan støtte Nigrande

Alle kan støtte vennerne i Nigrande ved at deltage i sommerfestens aktiviteter, og man kan købe mad og drikke. Der er også mulighed for at give et kontant bidrag via netbank eller MobilePay på mobil 2025 2172, Karlslunde Kirke.

Mere om sommerfesten og støttemulighederne kan ses på karlslundekirke.dk/venskab.

Kilde: Karlslunde-Karlstrup Kirkekontor

 

Deltag i debatten
Del.