En Ring 5 er på tegnebrættet fra Frederikssundmotorvejen til Køge. Og umiddelbart ser det og fint og flot ud. Femern-forbindelsen står færdig på et tidspunkt, og hvad hjælper den, hvis den rammer en kommunevej? Nej vel? Der skal ordentlige veje til, så trafikken kan flyde i den retning, trafikken gerne vil flyde. Ind til København.

Men skal den nu også det? København er ved at drukne i trafik, og enhver der overmodigt er kørt i bil ind til centrum ved, at man med statsgaranti ikke kan finde en parkeringsplads. Virksomheder vil gerne bo i hovedstaden på trods af, at det er bøvlet for både kunder og ansatte at komme frem og tilbage.

Jeg mener, vi skal skabe balance på Sjælland. Lad os få nogle flere virksomheder ud af byen og derud, hvor det er forholdsvist let at komme til med offentlig trafik – og der, hvor børnefamilier slår sig ned på grund af god infrastruktur.

Jeg har svært ved at se, at der er brug for endnu en hovedfærdselsåre ind til København. Og som om vi ikke har trafik og larm nok. Bare her i Greve og Solrød Kommuner, hvor vi bor, har vi en udvidet motorvej, diverse landeveje, S-tog og nu også Ringstedbanen, der farer forbi os.

Tro nu ikke, at jeg er en gammel sur mand, der ikke kan lide udvikling og drømmer mig tilbage til de gode gamle dage med diligencer mellem byerne og robåde over sund og bælt. Jeg arbejder i Københavns centrum og bander næsten hver dag over trafikpropper og den slags. Og jeg kan såmænd også tage mig i at ønske mig flere mange sporede motorveje ind til hovedstaden. Men når jeg får frisk ilt til hjernen tænker jeg, at det da er tosset at samle så meget på så begrænset plads.

Måske er det bare mig, der ikke har set lyset, og hvis det er tilfældet, vil jeg gerne se dokumentation på, at det er lykken for alle eller blot de fleste at få en ny hovedfærdselsåre gennem vores område.

Hvorom alting er, synes jeg, de er tovligt at gå i gang med et så stort projekt uden at undersøge alle aspekter – og uden at tage de lokale i ed. Derfor glæder det mig usigeligt, at Peter Skaarup netop nu har meddelt, at ” vi foreslår nu, at man laver en gennemgribende analyse af, om man kan løse de trafikale udfordringer på Sjælland uden etablering af en ny motorvej, og dermed sætter forundersøgelse af den nye motorvej i bero. Det skal undersøges til bunds, om man kan løse udfordringerne ved at optimere, udbygge og effektivisere de transportsystemer, der allerede er i drift, herunder den kollektive trafik.”

Tak for det Dansk Folkeparti i almindelighed og Peter Skaarup i særdeleshed for at tage den lokale modstand alvorligt. Lad os parkere gravkøerne for en stund og sende alle de kloge hoveder tilbage til tegnebrættet – og denne gange overveje mage flere facetter.

Brian Mørch
Folketingskandidat
Greve/Solrødkredsen
Dansk Folkeparti.

Deltag i debatten
Del.