Solrød Atletik og Motion har sæsonstart 1. april

Måske har du allerede mødt og set dem i de blå trøjer og gule veste, som går og løber rundt på Solrøds mange stier, ved stranden eller i Karlstrup mose. Du har måske tænkt på at være med og nu er chancen der.

Mandag d. 1. april kl. 18 holder Solrød Atletik og Motion sæsonstart. Vi mødes ved Solrød Idrætscenter, hvor vi har fælles information og opvarmning. Så kom og mød en masse glade motionister fra SAM. En del har allerede været i gang hen over vinteren. Men når foråret pibler frem i vores natur, så stiger vores engagement endnu mere. Der er ingen grund til at holde dig tilbage.

Solrødmotionisterne har faste mødetidspunkter mandag kl. 18 og onsdag kl. 19 ved SIC. Du behøver ikke være supereliteløber. Du kan deltage uanset om du er nybegynder, kan løbe nogle få km eller måske er du godt i gang med løb over en længere distance. Ung som gammel – alle kan være med.

Vi tilbyder flg. aktiviteter hen over foråret:

  • Gængerne. Et hold, der går – nogle i raskt tempo andre mere moderat.
  • Nyløberne med skiftevis løb og gang. Her kan du komme i gang med dit løb og efterhånden klare 4-5 km.
  • Løb og styrke. Du får løbet lidt, men hele kroppen får en tur. Her udnytter vi Solrøds mange udendørs faciliteter
  • Royal Run. For dem, der er tilmeldt løbet med kronprinsen på 10 km, er der fortræning.
  • Løberne. Et løb på 5 eller 10 km i forskelligt tempo. Her kan du løbe med ligestillede. Onsdag er der også intervaltræning

Hen over foråret, sommeren eller efteråret er der forskellige muligheder for deltagelse i løb, med Solrød Rundt – løbet d. 15. juni som den store attraktion. Men mange finder også sammen om løb i weekender. Vi har klubaftener med foredrag om motion og helse.

Det vigtigste for os er at løbe sammen. Det giver en sundere krop, masser af energi og glæde ved et socialt fællesskab.

Du vil ikke fortryde. Se mere på solrodam.dk eller følg os på facebook.

Er du forhindret d. 1. april, så kom en anden dag. Du er altid velkommen.

Kilde: Solrød Atletik og Motion

Deltag i debatten
Del.