Hvis vi skal være ærlige, og det skal vi selvfølgelig, så er Solrød Kommune lidt af et smørhul at bo i, og sådan skal det blive ved med at være. Det betyder ikke, at der ikke kan og bør justeres lidt her og der og ikke mindst tages forholdsregler, så vi ikke kommer ud i en trist udvikling.

Vis mig den kandidat, der ikke vil påstå, at der skal værnes om de svage, der ikke kan værne om sig selv, og jeg vil give dig en stor is.
Jeg byder på mere end en påstand, og kan henvise til min tid som formand for ADHD foreningen Østsjælland, og via den de tillidsposter, der faldt min vej. Blandt andet i Danske Handicaporganisationer samt varetaget vores medlemmer interesser i blandt andet Handicaprådet og i det lokale beskæftigelsesråd i Solrød.
Det er min mening, at det er en dårlig ide, at penge og ressourcer presses ned i kasser og systemer. På kort sigt kan jeg godt se den indlysende besparelse i at hæve klassekvotienten i skolerne fra 24 til 26. Men flere børn i klasserne kan give mere stress, og børn kan meget let komme i klemme. Hvis man senere skal hen og poste dyre ressourcer i en større gruppe børn, er besparelsen jo spist op.

Send en patruljevogn eller to
Selv om småbyerne i Solrød Kommune generelt er trygge steder, der danner rammen om et godt familieliv og børn, der kan færdes frit, så er der ingen slangefrie paradiser.
Vi har oplevet et par grimme hjemmerøverier, hvor borgere har lidt overlast. Gerningsmændene risikerede ikke at blive forstyrret af en patruljevogn, der tilfældigt kom forbi.
Det er efterhånden en del år siden, lokalpolitiet blev lukket, men jeg vil gerne slå et slag for, at vi får lokalpoliti tilbage til området.

Halal – nej tak
Kommunens institutioner har madordninger, og kommunens ældre, der enten er beboere på et plejecenter eller visiteret til kommunal madordning, skal ikke have serveret kød og fjerkræ, der er halalslagtet. Jeg vil selvfølgelig ikke blande mig i, hvad folk foretrækker at spise, men en dansk kommune, der leverer mad til danske borgere – uanset om de er i livets vår eller vinter – skal selvfølgelig leve op til dansk madkultur.
Der er op gennem historien kommet mange gode og driftige mennesker hertil, som har slået sig ned og blevet en podekvist på den danske stamme. Det er kun fint, at det sker. Men det betyder også, at vi bør forbeholde vores ressourcer på dem, der kan og vil være en del af vores samfund. Vi kan tilbyde for eksempel sprogkurser og lignende, men vi skal altså ikke ud i noget med at købe dyre huse til nye migranter. Og vi skal selvfølgelig heller ikke bruge skatteydernes surt tjente penge på at sende uvorne unge på dyre oplevelsesrejser.

Flex i pasningen
Solrød Kommune er særdeles attraktiv for børnefamilier. Vi er ikke ret langt fra hovedstaden, hvor mange af kommunens borgere arbejder. Men det er dælme svært at få en hverdag til at hænge sammen, hvis man har fri ved 16-16.30 tiden og skal nå frem, inden daginstitutionen lukker klokken 17. Og stakkels unger, der altid hentes til sidst.
Det må kunne lade sig gøre at lave flexible åbningstider.
Det kunne måske også lægge en dæmper på den værste myldretids-panik.

Man tager et standpunkt
En tidligere statsminister blev berømt på at tage nye standpunkter med mellemrum, men jeg har stået fast på mit altid. Jeg har altid stemt Dansk Folkeparti – bortset fra et par ungdommelige franske visitter hos Venstre samt egen liste – og nu er jeg nået dertil, hvor jeg har noget at byde på, hvis jeg får et godt valg.
Jeg har politik i hjertet, men er ikke en politisk robot. Jeg er 44 år, gift med Anja, og vi har to børn på 12 og otte år, så jeg kan sagtens fylde min hverdag. Men jeg synes, demokrati er vores allesammens sag og ansvar, og jeg er klar til at gribe stafetten og yde min del.
En stemme på mig er en stemme på en fornuftig balance.

Brian Mørch
Byrådskandidat for Dansk Folkeparti i Solrød
Folketingskandidat for Dansk Folkeparti i Sjællandsstorkreds.

Deltag i debatten
Del.