Louise Lysholm, der er præst i Solrød Sogn, har pr. 1. juni fået nyt job i Ringe Statsfængsel på Fyn. P.t. bestrider hun begge jobs. Det vil hun gøre, indtil der er ansat en ny præst som erstatning for hende, så kirkegængere i Solrød Strandkirke og Solrød Kirke har glæde af hende nogle måneder endnu.

Den 43-årige præst har været meget glad for sit arbejde med minikonfirmander, konfirmander, mennesker, der skal have deres børn døbt, selv skal giftes eller have stedt deres afdøde til hvile og ikke mindst højmesserne med efterfølgende kirkekaffe om søndagen.

”Jeg elsker kirkekaffen. Det er hyggeligt, at folk bliver hængende og snakker om løst og fast og spørger ind til, hvordan det går hver enkelt. Der er en kontinuitet i kirkekaffen, hvor mere eller mindre de samme mennesker deltager søndag efter søndag. Anderledes er det med en barnedåb, hvor jeg taler med forældrene inden dåben, glæder mig til selve dåben, hvor jeg ser dem igen – og så går familien hjem og dyrker deres tro, siger Louise Lysholm.

For selv om dåben er begyndelsen på barnets kristne liv, vælger forældrene måske ikke at benytte kirken til at fortsætte det forløb. Det kan sagtens gøres derhjemme, og ved barnets konfirmation er det måske en anden præst, der er til stede. På samme måde er bryllupper og bisættelser afsluttede forløb med få gange kontakt mellem præst og borger.

Ligesom sognets øvrige præster, Charlotte Gravesen og Leif Ellerbek, strækker hun sig langt for at opfylde folks ønsker til de kirkelige handlinger. Så vil et hold dåbsforældre synge ”Puff the magic Dragon” eller et brudepar har et ønske om en sang, der ikke står i salmebogen, finder de som regel ud af det sammen med ræst . Foran flere hundrede mennesker rappede hun sammen med Charlotte Gravesen om Martin Luther til ”Pinse på Herrens mark”, så man kan roligt sige, at der er højt til loftet i Solrøds kirker.

”Det er noget af det gode, som jeg tager med mig videre. Der er en vis løssluppenhed her i huset, men det sker aldrig på bekostning af indholdet. Jeg har også været meget glad for at have kollegaer tæt på. Så kan man stikke hovedet ind og spørge en af de andre om, hvordan de underviser konfirmander i Helligånden og den slags. Det vil jeg savne”, siger Louise Lysholm, der ikke har kollegaer på sit nye job i Ringe Statsfængsel.

Til gengæld har hun fået så meget andet, der giver hendes job mening blandt de ca. 85 indsatte – primært unge mænd på 15-23 år.

Louise Lysholm har i godt to år været præst i Solrød Strandkirke og Solrød Kirke.

”Jeg faldt for menigheden i fængslet lige med det samme. Mange af dem har et åbent sind og en umiddelbar lyst til at få nye input. Den første uge var jeg lidt forskrækket over at høre, hvordan de oplever samfundet udenfor murene. De føler sig ikke som en del af det og har nogle helt andre problemer at slås med end såkaldt almindelige mennesker. Det er spændende at tale med dem om begreber som skyld, synd og soning, og jeg synes, det er et stort privilegium at være en del af deres liv”, siger Louise Lysholm, for hvem det at blive fængselspræst ikke er en pludselig opstået dille.

Når hun ser tilbage på sin studietid på Københavns Universitetet og Pastoralseminariet, har der hele vejen været en forbindelse til det at blive fængselspræst.

Da Anders Breivik for seks år siden dræbte 77 mennesker i Norge, deltog Louise Lysholm på et sommerkursus. Et af samtaleemnerne blev, om forbrydere har ytringsfrihed og ret til at fortælle deres egen historie i f.eks. bogform. Da Osama bin Laden blev skudt samme år, skulle hun til at skrive sin bachelor, der kom til at handle om hævn og tilgivelse. Louise Lysholms speciale blev skrevet i kølvandet på, at et kvindeligt voldsoffer stod frem i medierne og syntes, at det var for galt, at hendes voldsmand og tidligere kæreste fik hjælp til at få et kokkejob, mens hun var overladt til sig selv.

Derudover har Louise Lysholm været i praktik i Vestre Fængsel og en kort overgang arbejdet i Herstedvester Fængsel, så den røde tråd har ført hende til det nye job. Som hun selv siger:

”Jeg føler, at jeg er kaldet til at være fængselspræst”.

Kilde: Solrød Strandkirke

 

Deltag i debatten
Del.