U13-pigerne fra Solrød FC imponerede lørdag ved overraskende at besejre Frederiksværk på udebane med hele 6-0. Med sejren er Solrød-pigerne nu på førstepladsen i DBU Sjællands Række 1.

Signe Hansen og Emilie Rømer scorede begge tre mål, og der var tilmed chancer til en langt større sejr.

– Det var en formidabel indsats af pigerne. Taktisk var det noget af det bedste, jeg har set fra deres side, og individuelt var der flere fornemme præstationer. Til sidst var endda fint kombinationsspil af høj klasse, hvilket vi ikke har set før, fastslår Marco de los Reyes, der sammen med Claes Meldal står i spidsen for U13-pigernes trænerteam, der her i efteråret består af hele syv dygtige trænere.

Nummer et i foråret

Solrød FC’s U13-piger blev nummer et i Række 1 i foråret, men efter sommerpausen har det først og fremmest været et mål af få flere piger med indover Række 1-holdet, samtidig med at holdet har skullet udvikle en mere boldbesiddende spillestil.

– Begge dele er i høj grad lykkedes, og i de seneste tre kampe har vi tilmed hævet vores niveau i forhold til i foråret – ikke mindst mod Frederiksværk, siger Marco de los Reyes.

Forud for 6-0-sejren over Frederiksværk vandt Solrød FC 4-1 over Birkerød og 3-0 over Greve, og nu er holdet efter otte runder altså nummer et i Række 1 foran netop Frederiksværk, der lige som Solrød FC har 18 point. Men i det indbyrdes regnskab står Solrød-pigerne stærkest.

Succes i pokalturneringen

Der mangler to runder i efterårets turnering, som først slutter sidst i oktober, fordi der er pause i skolernes efterårsferie.

I efteråret har U13-pigerne fra Solrød FC desuden været med i DBU Sjællands pokalturnering, hvor de først var oversidder og efter to sejre nu er fremme ved kvartfinalerne, der spilles i april 2018.

– Der er ingen tvivl om, at det har været et fantastisk efterår for os. Ikke mindst fordi vores to andre hold, der er med i henholdsvis Række 2 og 3 også har gjort det rigtig godt, siger Marco de los Reyes.

Kilde: Marco de los Reyes

 

Deltag i debatten
Del.