Den store indsats på erhvervsområdet har båret frugt, og Solrød Kommune er nu placeret som nummer seks af alle landets kommuner i Dansk Byggeris store undersøgelse af kommunernes erhvervsvenlighed.
Dansk Byggeri har for tredje gang undersøgt kommunernes erhvervsvenlighed, og Solrød er sprunget op i top 10, og endt på en flot placering som nummer seks. Undersøgelsen bygger på 30 forskellige indikatorer for, hvor nemt det er at drive virksomhed i en kommune. Indikatorerne omfatter blandt andet byggesagsbehandling, konkurrenceudsættelse, erhvervsaffald og meget mere.
– Det er det lange, seje træk på erhvervsområdet, der har båret frugt, siger borgmester Niels Hörup, og fremhæver Solrød Kommunes ligeledes gode placering i undersøgelsen sidste år som nr. 18.
Indsatser har båret frugt Helt tilbage i 2012 opprioriterede kommunen det lokale erhvervsliv, og indførte blandt andet ”Dialogbaseret Byggesagsbehandling”, som flytter det indledende møde ud til virksomheden for at sikre et godt afsæt med fokus på muligheder i stedet for begrænsninger, når virksomheder skal bygge. Og i 2013 har en række andre indsatser fulgt efter, da byrådet besluttede at bevillige ekstra penge til en styrket erhvervsindsats gennem 10 konkrete initiativer.
De 10 initiativer omfatter blandt andet borgmesterens årlige besøgsrunde på en lang række lokale virksomheder og bedre tilbud til iværksættere og virksomheder i form af tværgående virksomhedsnetværk, netværksmøder, pladser i vækstfabrik. Samtidig iværksættes et internt tværfagligt udviklingsforløb i kommunen, som vil ruste medarbejdere med virksomhedskontakt endnu bedre til at finde løsninger i muligheder i samarbejdet med virksomhederne.
– Selvom vi er en bosætningskommune, har vi en erklæret målsætning om, at det skal let at drive virksomhed i kommunen. Resultatet af Dansk Byggeris undersøgelse giver en pejling af, at vi er kommet et godt stykke i den rigtige retning, siger Niels Hörup.