Mange udfordringer bliver til oplevelser for Elvis

Pokalfinalen i fodbold er kæmpestort for en voksen og det er svært at forestille sig, hvor stort det må være for en lille dreng på bare seks år. Det var, hvad Elvis Green Hyllegaard oplevede på egen krop, da han i torsdags til pokalfinalen trådte ind i Parken som maskot.

Elvis Green Hyllegaard sammen med hans storebror William Green Hyllegaard

Elvis Green Hyllegaard er stor Brøndby IF fan og går selv til fodbold, som så mange andre drenge. Han har dog den ekstra udfordring, at han går med gangstativ pga. spastisk lammelser. Men det forhindrede ikke Elvis i at være indløbsdreng sammen med Brøndbys Anfører Johan Larsson. Gangstativet var med på stadion ligesom det også er med til fodboldtræning 1-2 gange om ugen.

 
 U7-spiller i Solrød FC

Elvis har spillet i Solrød FC i ca. et år. Han glæder sig altid til træning, for han er glad for det sociale i klubben og nyder at spille med og mod sine skolekammerater med støtte fra sin storebror, der fungerer som hjælpetræner. Det er et helt almindeligt hold, som Elvis spiller på. At Elvis kan spille på holdet, tilskriver hans mor, Kristina Green Hyllegaard, trænerne og medspillerne. Uden deres støtte og forståelse kunne det ikke lade sig gøre.

Spændt og cool

Til dagligt går Elvis i 0. klasse, elsker fodbold og har været til enkelte kampe med Brøndby IF sammen med sin far og bror.  Derfor var det stor oplevelse for Elvis at være en af de drenge, der løb ind sammen med spillerne. Han var ikke nervøs, dog en smule spændt og han tog hele episoden temmelig cool, ifølge hans mor. Egentlig er Hany Mukhtar i trøje nr. 10 hans store idol, men Elvis var godt tilfreds med at løbe ind sammen med Johan Larsson.

Skrevet af Randi Pedersen

Deltag i debatten
Del.