U13-pigerne fra Solrød FC vandt onsdag aften 4-1 over Birkerød i kvartfinalerne i DBU Sjællands pokalturnering.

Solrød FC var på hjemmebane og var fra start det klart bedste hold. Men der skulle gå 20 minutter, før hjemmeholdet kom foran. Her driblede Emilie Rømer efter et flot opspil elegant forbi Birkerøds keeper og scorede sikkert.

Kort efter scorede Sofia Forsberg de los Reyes efter et par hurtige træk ind i feltet, hvor hun hamrede bolden forbi en chanceløs målmand, og så var kampen reelt afgjort.

Efter pausen kom Solrød FC hurtigt foran 3-0 på et selvmål, og kort tid efter flugtede Signe Hansen bolden flot i mål. Først til allersidst fik gæsterne reduceret.

Lykkelige piger

Efter kampen var Solrød FC-pigerne naturligvis lykkelige – især fordi de nu er helt fremme ved semifinalerne.

– Det er dejligt, og det er virkelig sjovt at prøve at komme så langt, fastslog Emilie Mortensen, der spillede en god kamp på den centrale midtbane.

– Det er fedt, og jeg havde aldrig troet, at vi kunne nå frem til semifinalerne, lød det fra Emilie Rømer, der huserede på venstre kant.

U13-pigerne fra Solrød FC trådte først ind i pokalturneringen i anden runde, hvor det blev til en overraskende 3-2-sejr over Roskilde Pigefodbold. Derpå vandt de sikkert 3-0 over Herlev i 1/8-finalerne.

Udover Solrød FC har Lynge-Broby, B93 og Hornbæk spillet sig frem til semifinalerne. De skal begge spilles den 2. maj.

Kilde: Marco De Los Reyes

Deltag i debatten
Del.