Nye tal viser, at Solrød Kommune var den mest populære bosætningskommune i 2018. ”Det bedste sted at leve og bo.”

Sådan lyder byrådets vision for Solrød Kommune, og nu ser det ud til, at rygtet for alvor har spredt sig. I hvert fald har historisk mange har valgt slå sig ned i Solrød Kommune – faktisk så mange, at Solrød Kommune indtager førstepladsen over den procentuelt største befolkningstilvækst i hele kongeriget i 2018.

Det viser nye tal fra Danmarks Statistik.

Mere konkret er det en stigning på 2,37 %, der sender Solrød til tops, og det svarer i runde tal til 500 flere personer på bare ét enkelt år. De mange nye borgere betyder også, at der for første gang er mere end 23.000 personer, der kan kalde sig borgere i Solrød Kommune på én gang.

Borgmester Niels Hörup glæder sig naturligvis over den store interesse for kommunen:

”Glæden på byrådets vegne tåler at blive gentaget; vi er enormt stolte over den vækst og fremgang, vi har oplevet i Solrød Kommune gennem en årrække, og som nu udmønter sig i den højeste befolkningstilvækst på landsplan. Det må betyde, at vi har gang i det rigtige, når så mange mennesker slår sig ned her,” siger Niels Hörup.

Det er især de nye boligområder i Trylleskov Strand og Havdrup Vest, der har gjort det muligt for så mange nye borgere at slå rødder i Solrød Kommune, men derudover er den attraktive strand, de børnevenlige rammer og den korte afstand til København også medvirkende til den stigende interesse.

I top 5 får Solrød Kommune selskab af fire andre sjællandske kommuner, som du kan se herunder:

1. Solrød Kommune 2,37 pct.

2. Vallensbæk Kommune 2,25 pct.

3. Rødovre Kommune 1,77 pct.

4. Københavns Kommune 1,62 pct.

5. Allerød Kommune 1,60 pct.

Kilde: Solrød Kommune

Deltag i debatten
Del.