Der ligger en stor opgave forude for både kommune og borgere, da Solrød Kommune snart påbegynder arbejdet med at optegne samtlige matrikler med rødt.

En rød streg hele vejen rundt om samtlige matrikler i Solrød Kommune vil snart gøre det tydeligt for enhver, hvor til de enkelte matrikler strækker sig.

Det er dog ikke kun for syns skyld, at Solrød Kommune ser sig nødsaget til at male samtlige matrikler op med rød. Det er derimod et hensyn til den nye boligbeskatningsaftale, da Solrød Kommune har brug for at kunne udregne beskatningsniveauet mere præcist end tidligere.

I de politiske rækker er man glade for, at det nu endelig bliver tydeligt for myndigheder og borgere, hvor det nøjagtige skel er placeret. Det fortæller borgmester Niels Hörup:

“Jeg glæder mig over, at vi nu får målt alle matrikler nøjagtigt op, så ingen her i kommunen bliver holdt for nar i fremtiden. Selvom det er en stor opgave, vi påtager os, så er det nødvendigt, at vi gør det på denne måde,” siger borgmesteren, der håber, at man vil gøre opmalingen til en fast tradition omkring 1. april i fremtiden.

Borgerne skal fjerne buskads og hegn

Kommunens tekniske afdeling har arbejdet hårdt for, at matrikelmaskinen er rustet og klar til opgaven. Faktisk er det den pensionerede kridtmaskine til boldbanerne, der er blevet bygget om til lejligheden, og den har ry for at være særdeles stabil. Det har sat forventningsniveauet op hos politikerne:

“På baggrund af maskinens fortid forventer vi så godt som ingen tekniske udfordringer undervejs. Faktisk har maskinen altid været så stabil, at man en gang navngav den efter det, men jeg har godt nok glemt navnet lige nu,” fortæller Niels Hörup.

Der er dog ingen tvivl om, at matrikelmaskinen kommer på overarbejde den næste tid. Og det samme gør mange borgere i Solrød Kommune.

For har man enten hegn eller buskads i skellet, vil det nemlig være nødvendigt at fjerne dette, så matrikelmaskinen kan komme til at gøre sit arbejde.

“Der er selvfølgelig en hel del borgere, der må en tur i haven her i april, men så skal vi altså heller ikke gøre havearbejde værre, end det er. På den positive side får man jo mulighed for at opdage fortidslevn eller andre spændende ting, og det vil samtidig virke præventivt på nabostridigheder. Så det handler om øjnene, der ser,” siger Niels Hörup.

Er du i tvivl om, hvordan det kommer til at se ud, når matrikelmaskinen har været rundt, kan du danne dig et overblik på kortet, som er fra 1. april sidste år.

Solrød Kommune beklager de gener, det vil medføre, men håber, at borgerne vil tage det med et smil.

Kilde: Solrød Kommune

 

Deltag i debatten
Del.