Kom til en stemningsfuld aften med sang, højtlæsning og litterære anbefalinger tirsdag den 14. november kl. 19 på Solrød Bibliotek.

De korte, mørke efterårs- og vinterdage har vi til fælles i Norden. I tidligere tider – før TV og internet blev en del af vores hverdag – var højtlæsning i de mørke aftener en hyggelig og udbredt nordisk tradition.

På Solrød Bibliotek vil vi gerne være med til at genoplive denne tradition. I anledning af Nordisk Biblioteksuge læses der på mere end 2000 biblioteker i hele Norden op af den samme roman. Temaet i år er øer i Norden og der læses op af romanen Is af Ulla-Lena Lundberg.

Til skumringstimen får du ud over oplæsning og litterære anbefalinger også mulighed for at nyde smukke sange fremført af vokalkvartetten DaCapo Kvartetten.

Arrangementet er gratis, men kræver tilmelding på solbib.dk eller ved henvendelse til Solrød Bibliotek. Med billetten følger kaffe, småkager og masser af stemning.

Kilde: Rikke Frisenette

Deltag i debatten
Del.