En begivenhedsrig dag med besøg af klokkeblomst, Spiderman, Anders And, Minni Mouse, en astronaut, en slikautomat, en hel dådyrs familie og mange flere fantastiske væsener og figurer!

Søndag den 3. marts 2019 afholdt HGI den traditionsrige fastelavnsfest i Havdrup Idrætscenter.

Flere end 350 personer havde indløst billet til arrangementet, og alle børn var mødt op i flotte og festlige kostumer. Der var alt lige fra fjerbolde til luftballoner, og det var fantastisk at opleve alle de mange børn slå katte af tønden.

De heldige kattedronninger og kattekonger blev præmieret med flotte sponsorerede gavekort fra Burgerking Roskilde. De voksne fik også mulighed for at slå til tønden, og munke og tyrolerpiger fik hurtigt slået de sidste brædder ned og igen kunne kattedronninger- og konger kåres.

Derefter kunne alle forsyne sig med fastelavnsboller, juice og slikposer fra Superbrugsen Havdrup, og nyde lækkerierne mens den fantastisk klovneduo Charlie & Binalto fra Cirkus 3 underholdte med masser af klovnegøgl.

Det var til stor morskab, da klovnen Binalto jagtede klovnen Charlie med en lagkage, og lagkagen endte selvfølgelig til sidst i ansigtet på klovnen Charlie. Da klovneduoen takkede af, var det tid til at udnævne de bedst udklædte i de 3 alderskategorier samt i voksen- og familiekategorien.

Her var alt lige fra de søde dådyr til en Mathilde kakaomælk, og det var nogen meget heldige vindere som modtog fine præmier fra Solrød Bio, Burgerking Roskilde og skønne spil fra TACTIC.

Der skal lyde en stor tak til alle vores sponsorer og frivillige, der gjorde det muligt at afholde det 14. fastelavn i HGI.

Ikke mindst tak til alle som mødte op og var med til at skabe endnu en fantastisk fastelavnsfest i Havdrup Idrætscenter.

Kilde: Havdrup Gymnastikforening

Deltag i debatten
Del.