23.000 kr. fra Sildens Dag 2018 i Køge uddeles til to idrætsforeninger

Overskuddet fra en helt udsolgt Sildens Dag i Køge den 25. august i år på Køge Havn går til
Køge Bike Ladies og Køge Bueskyttelaugs ungdomsskytter. De to klubber deler overskuddet og modtager hver 11.500 kr. til deres idrætsaktiviteter. – Overskuddet på i alt 23.000 kr. kommer fra 450 sildespisende glade mennesker fra Sildens Dag i Køge, hvor hele seks lokale restauranter diskede op med hver deres sildespecialitet. Den nu traditionsrige Sildens Dag blev igen en herlig succes – og på ny afviklet i strålende flot vejr.
De to foreninger er selvsagt glade for det ekstra tilskud til deres aktiviteter. De mange rare penge overraktes torsdag af arrangørerne ved en lille ceremoni i Bryggeri Braunstein på Køge Havn.

Cykelkvinder i alle aldre

Susanne Jørgensen fra Køge Bike Ladies startede cykelklubben for kvinder – på landevejsracere – for ganske få år siden efter en idé udefra. Og sammen med ligeså entusiastiske Lea Bergstedt er cykelholdene på kort tid vokset fra 2 til 4 hold og tæller næsten 80 kvinder i alderen 23-72 år! Fællesskabet og det sociale samvær fylder lige så meget som de mange gode kilometer på landevejene, siger de begge storsmilende. Køge Bike Ladies, som de kalder sig, er tilknyttet Køge Firmaidræt og holder til i Ravnsborghallen i Køge.

Medaljer til unge bueskytter

Ungdomstræner Søren Ipsen fra Køge Bueskyttelaug, der tager sig af knap halvdelen af bueskyttelaugets 100 medlemmer, var også glad for de rare ekstrapenge, der bl.a. skal anvendes til anskaffelse af udstyr og klubtøj til de unge bueskytter. – Og de unge bueskytter har gjort det rigtig godt! Mange af de unge har deltaget i stævner og i år vundet danmarksmedaljer, ligesom det også er blevet til en individuel Nordisk guldmester. Et flot resultat, som især skyldes det sammenhold, som de unge opnår, når de træner sammen på tværs af alder, siger en stolt Søren Ipsen.

Glade arrangører

– Sildeoverskuddet luner og gør godt hos modtagerne. Det er vi meget glade for, siger Harry Nielsen fra Lions i Køge. Og sammen med indehaveren, Michael Braunstein fra Bryghuset Braunsteins og bladchef Jan Glöet fra SN.dk, der er ’bagmændene’ bag Sildens Dag i Køge, er der stor tilfredshed med resultatet. – Vi glæder os hvert år over at kunne overrække hele overskuddet fra Sildens Dag til initiativrige, idérige, nyskabende og aktive lokale idrætsklubber- eller foreninger. Vi fortsætter og arbejder selvfølgelig nu på at gentage succesen til næste år med masser af gode sild og nye vindere, slutter en begejstret Harry Nielsen.

Kilde: LIONS Køge

Deltag i debatten
Del.