Syng julen ind med Bastionskoret

Onsdag den 5. december synger vi julen ind i Havdrup Sognehus sammen med Bastionskoret, som også gæstede os sidste år med stor succes.

Koret vil synge en række dejlige julesalmer og -sange af dansk, engelsk, tysk, svensk og amerikansk oprindelse. Koret har lovet, at publikum vil få lejlighed til at synge med på nogle af de kendte danske sange, så der er stor chance for, at julestemningen indfinder sig.

Koncerten begynder kl. 19 og varer en times tid. Bagefter hygger vi os med gløgg og æbleskiver. Aftenen slutter ca. kl. 21.

Bastionskoret har eksisteret i 21 år under ledelse af Cæcilia Glode og er et blandet kor med 15 sangere i mange aldre.

Jeannet Ulrikkeholm holder musikalsk foredrag om Benny Andersen

Tirsdag den 11. december bliver en festlig formiddag i Sognecaféen, hvor Jeannet Ulrikkeholm gæster Havdrup Sognehus med sit musikalske foredrag om Benny Andersen.

Hun fortæller om hans forfatterskab og om Halfdan Rasmussen, som var Benny Andersens nære ven. Hun synger selvfølgelig også nogle af hans sange og inviterer publikum til at synge med på nogle af sangene.

Interesserede er velkomne i Havdrup Sognehus kl. 10-12. Kaffen er klar til alle, som kommer.

Konfirmander fra 8.c går Lucia

Konfirmander i Havdrup gør adventsgudstjenesten  søndag den 9. december ekstra festlig ved at gå Lucia i kirken. Lucia er med lyset og den hvide dragt et billede på enhver døbt, der bærer kristendommens lys igennem verdens mørke.

Foto: Peter Holm

INFO: Luciadag den 13. december er oprindelig en fest for den katolske helgen Santa Lucia, hvis navn betyder ‘lys’. I Danmark er traditionen med dens lys og sang blevet en del af adventstiden. De unge på billedet gik Lucia i 2015.

Kilde: Havdrup Kirke

Deltag i debatten
Del.