En særlov specifikt for Solrød Kommune skal give tilladelse til, at kommunen kan afholde virtuelle video-samtaler med udvalgte borgere over enten pc, tablet eller mobiltelefonen.

Borgere, der fx har brækket benet og er på sygedagpenge, behøver i fremtiden ikke at møde op på Solrød Rådhus til en samtale hver gang. Som noget helt nyt er det allerede fra slutningen af 2018 planen, at medarbejderne i Solrød Kommune kan holde video-samtaler med udvalgte borgere via enten en pc, en tablet eller en mobiltelefon – noget, der ikke er muligt med den nuværende lovgivning.

Men en særlov specifikt til Solrød Kommune skal gøre den innovative og nytænkende samtaleform lovlig, og regeringen har derfor sendt et prøvelovforslag om video-samtaler specifikt i Solrød Kommune i høring.

“Det er første gang, der bliver lavet en særlov specifikt til Solrød Kommune, og vi er rigtig glade for, at regeringen vil give os muligheden for som den eneste kommune i landet for at afholde virtuelle borgersamtaler – der er stor gevinst at hente for både borgere og kommunen,” siger Ivar Haugaard-Hansen, formand for Social-, sundheds- og fritidsudvalget.

Den virtuelle dialog med borgerne gør samtaler med kommunen så smidige og fleksible som muligt for både borgerne og medarbejderne, og begge parter sparer tid på landevejen. Ikke alene er video-samtalerne mere effektive, de frigiver dermed også tid til kommunens medarbejdere, som får endnu bedre mulighed for at holde flere samtaler og følge endnu bedre op på borgerne og hjælpe dem bedst muligt.

Solrød Kommune er netop nu ved at afklare præcis hvilke borgere, der er i målgruppen for videosamtalerne. Ved den første samtale skal borgerne dog fortsat møde personligt op, så de sammen med deres sagsbehandler kan skabe det bedste grundlag for et godt og tillidsfuldt samarbejde. Hvis en borger hellere vil mødes og sidde over for sin sagsbehandler, så kan det også stadig lade sig gøre.

Den såkaldte prøvelovgivning, der kun kommer til at omfatte Solrød Kommune, forventes at løbe fra den 1. november 2018 til den 31. december 2021.

Kilde: Solrød Kommune

Deltag i debatten
Del.