Fredag den 22.september 2017 kl. 23.38 anmeldte en 18-årig mand fra Gadstrup, at han netop var blevet frarøvet sin mobiltelefon af tre gerningsmænd, der var forsvundet i retning mod Tjørnholmvej.

Efter en fest i området gik han på en sti via en tunnel under Solrød Byvej, da han mødte tre unge mænd, hvoraf den ene spurgte, om han måtte låne den 18-åriges telefon.

Den 18-årige turde ikke andet end at låne sin telefon ud, da har følte sig truet af de tre personer, som stod tæt omkring ham. Da den ene gerningsmand havde modtaget mobiltelefonen, trak han en kniv frem fra sin jakke og sagde, at han ville beholde telefonen.

Den 18-årige følte sig truet og lod gerningsmanden beholde telefonen, hvorefter de samlet gik i retning mod Tjørnholmvej.

De tre mistænkte beskrives som:

  • A: Mand, mellemøstlig af udseende, ca. 185 cm., sort kort hår, iklædt sort dunjakke og mørke jeans.
  • B: Mand, mellemøstlig af udseende, ca. 175 cm., sort kort hår, iklædte sort dunjakke og mørke jeans.
  • C: Mand, mellemøstlig af udseende, ca. 185 cm., sort kort hår, iklædt en sort langærmet trøje og mørke jeans.

Politiet ledte med flere patruljer efter de tre mistænkte uden at finde dem.

Senere på natten blev den røvede telefon fundet efterladt ved institutionen Poppelbo, Solrød Strand, så offeret har fået telefonen retur.

Lokalpolitiet i Køge hører gerne fra personer, der kan give oplysninger om de tre mistænkte i sagen.

Kontakt politiet på tlf. 114 med oplysninger.

Kilde: Midt- og Vestsjællands Politi

Deltag i debatten

Del.