– Jeg bryder mig ikke om din retorik, lyder det meget ofte fra debatmodstandere, der er løbet tør for argumenter.

Der er næppe nogen, der er i tvivl om, at vi er midt i en valgkamp, og kandidaterne krydser klinger for at vinde tilslutning til egne synspunkter og argumentere for, at modstandernes ikke er nær så gode. Det er en del af det demokratiske spil. Den dag, det ikke længere kan lade sig gøre, har vi et alvorligt problem.

Nu til dags, hvor en stor del af debatten foregår på online medier, går det stærkt. Meget stærkt. Somme tider for stærkt. Det hænder, at argumenterne alligevel ikke var så stærke, som man troede, og så kommer alle tidens modeord i brug.

Det er ikke voldsomt mange år siden, man kunne stoppe en debat, man ikke brød sig om, ved at kalde modstanderen for racist vel vidende, at den anklagede ville trække følehornene til sig og ømme sig i dagevis, hvis altså ikke han (ja ja, jeg ved det, en racismeanklaget kunne også være en hun, men for nemheds skyld …) erklærede for Gud og for hver mand, at han altså ikke var racist, og han i øvrigt altid handlede hos den flinke tyrkiske grønthandler.

Skulle der mere pondus til, kunne man udover racismebeskyldningen også krydre med nazist eller fascist, og skulle der trumf på, blev der råbt islamofob.

Den populistiske retorik

Det var dengang. Nu til dags ved alle, ja selv den langsomste knallert på molen, at man ingen vegne når med udtrådte klicheer med ligtorne. Der skal noget andet og mere pompøst til.

Nu kommer retorikken ind. Når en debatmodstander begynder at udbrede sig om éns anløbne moral, politiske holdninger eller blot har givet udtryk for noget, han ikke bryder sig om, der kommer fokus på.
– Jeg bryder mig ikke om din retorik, lyder det så, hvis ikke der er varieret over den arme retorik, der kan være aggressiv, uhørt, skammelig eller noget andet frygteligt. Havde man været katolik skulle der mindst et par vokslys og en håndfuld Ave Maria’er til, før man burde kunne se sig selv i spejlet igen.
Mon nogen har tænkt over, at ordet retorik er oldgræsk og egentlig bare i sin grundsubstans betyder ”offentlig taler”

Et andet af tidens modeord er populisme, som i øjeblikket skamrides. Kan man ikke trumfe en politisk eller en debatmodstander, man kan beskylde ham for populisme. Populisme har sin rod i det latinske ord populos, der betyder folket, og jeg bliver glad, stolt og ranker ryggen, når jeg kaldes populist. Det er heldigvis sket et par gange, og jeg håber, det bliver ved.

Ingen skovsnegl til mig

Jeg stiller ikke op til byrådsvalget for at være med i hulen, og jeg har ingen intentioner om at spise så meget som en halv skovsnegl.
Jeg har mine mærkesager indenfor det sociale område, og så er jeg en stringent modstander af halal.
Ikke forstået på en måde, at andre mennesker ikke må efterspørge det, men det er min holdning, at kommunen skal holde sig for god til at være med til at finansiere islamiske organisationer.
Til min store glæde opfattes det som populistisk og vistnok også retorisk.

Brian Mørch
Byråds og Folketingskandidat
Dansk Folkeparti.

Deltag i debatten
Del.