Sygehusene i Region Sjælland behandler stadig flere patienter samtidig med, at udgifterne holdes i ro. En kraftpræstation som kalder på stor ros til medarbejderne, siger Jens Stenbæk, regionsrådsformand i Region Sjælland.

Regionsrådet i Region Sjælland kunne i dag godkende regnskabet for 2016. Med en stram prioritering af udgifterne har Region Sjælland sikret, at borgerne har fået mest mulig service for pengene samtidig med, at budgettet på godt 18 milliarder kroner er blevet overholdt.

Jens Stenbæk, regionsrådsformand i Region Sjælland, er meget tilfreds med regnskabet.

– Vi har haft et 2016 med stramme økonomiske rammer, som har krævet en fokuseret prioritering af vores udgifter. Det er udtryk for god økonomistyring, at vi har holdt budgettet, og økonomien er i balance. Vi lever op til vores økonomiaftale med regeringen og har sikret borgerne i Region Sjælland mest mulig service, da vi har brugt de penge, som vi har til rådighed. Det er samtidig et stærkt resultat, at vores egne sygehuse har haft en stigning i produktionen på 2,3 procent i forhold til året før. Sygehusene behandler med andre ord stadig flere patienter samtidig med, at udgifterne holdes i ro. Det er en kraftpræstation, som kalder på stor ros til medarbejderne.

De rigtige byggesten

Jens Stenbæk roser ligeledes Regionsrådet for at have leveret de rigtige byggesten for økonomien i Region Sjælland.

– Regionsrådet har sikret en robust økonomi og lagt en ambitiøs kurs for udviklingen af vores seks sygehuse i regionen. Ventetiden til operation er faldet, og vi er i Region Sjælland i front, når det gælder hurtig udredning og behandling af patienterne. Færre patienter dør af kræft, og når det gælder behandlingstider for kræft og overlevelse efter hjertesygdomme, er vi nu også på niveau med landsgennemsnittet. Med budgetaftalen for 2016 besluttede Regionsrådet også at indføre en ny værdibaseret styring på regionens sygehuse.

– Med udrulningen af værdibaseret styring har vi fået en ny måde at gøre tingene på. Patienten er omdrejningspunktet, og vi har skabt et handlerum til vores lokale ledere og medarbejdere. Vi viser dem tillid, afbureaukratiserer og giver dem frihed. De skal med deres faglighed have frirum til at tilrettelægge den behandling, der er bedst for patienten. Med resultaterne for regionens regnskab i 2016 kan vi se, at beslutningen om at indføre værdibaseret styring er god og rigtig, siger Jens Stenbæk.

Gode resultater

Jens Stenbæk peger på, at Region Sjælland trods stramme økonomiske rammer har haft succes og gode resultater med en lang række projekter og tiltag i 2016.

– Vi har hele tiden fokus på at skabe effektive og sammenhængende behandlingsforløb for patienterne. Et godt eksempel er Holbæk Sygehus, der som det første akutsygehus i det danske sundhedsvæsen har strømlinet behandlingen af folkesygdomme som hjerte-, lunge-, nyre- og diabeteslidelser med konceptet ’Samme dag under samme tag’. Her kommer patienterne til tjek for alle deres sygdomme på én og samme dag.

Regionsrådsformanden glæder sig ligeledes over, at en ny ingeniøruddannelse nu er på plads i Kalundborg.

– Vi har i Region Sjælland kæmpet hårdt for ingeniøruddannelsen i Kalundborg, som bliver et vigtigt redskab til at tiltrække højtuddannet arbejdskraft til virksomhederne i Region Sjælland. Ingeniøruddannelsen er et godt eksempel på, hvordan Regionsrådets samarbejde med uddannelsessektoren bliver stærkere og stærkere.

Deltag i debatten
Del.