Påsken er kirkeårets vigtigste højtid. I kirken gennemlever vi den sidste uge i Jesus’ liv i gudstjenesterne med bibeltekster, salmer og musik. Påskens fortælling strækker sig over en dramatisk uge. Fra palmesøndag, hvor Jesus red ind i Jerusalem på et æsel og blev hyldet som konge – over den sidste nadver skærtorsdag og korsfæstelsen langfredag – til kulminationen påskedag, hvor Jesus opstod og siden viste sig for sine venner og disciple.

Leif Ellerbek er præst ved gudstjenesten i Solrød Strandkirke palmesøndag kl. 11 og ved aftengudstjenesten samme sted skærtorsdag den 18. april kl. 18, hvor måltid og gudstjeneste smelter sammen. Gudstjenesten foregår ved langborde i kirkerummet, og undervejs spiser vi et påskemåltid bestående af lam, salat og brød.

Skærtorsdag var dagen før, Jesus blev korsfæstet, og hvor han spiste den sidste nadver sammen med sine disciple.

Langfredag markerer vi, at Jesus blev korsfæstet, døde og blev begravet. Derfor er det en stille og afdæmpet dag i kirken, og ved gudstjenesten i Solrød Strandkirke den 19. april kl. 11 er Carsten Mølgaard Hansen præst.

Påskedag fejrer vi, at Jesus opstod fra graven. Det er en af kirkens største festdage, hvor kirken bliver pyntet flot med påskeliljer, der er blevet et opstandelsessymbol i Danmark, og musikken er ekstra festlig.

Påskedag – søndag den 21. april – er der gudstjeneste i Solrød Kirke kl. 9.30 og i Solrød Strandkirke
kl. 11. Charlotte Gravesen er præst begge steder, og trompetist Carlo Becker Lauritzen spiller i dagens anledning ved begge gudstjenester.

2. påskedag – mandag den 22. april kl. 11 er der familiegudstjeneste ved Leif Ellerbek i Solrød Strandkirke. Vi skal på vandring rundt i hele kirken og opleve påskens begivenheder; lige fra festoptog og fællesspisning ved alteret – til at slå søm i et bræt for at illustrere korsfæstelsen af Jesus.

Efter gudstjenesten er der æggekage, kreativt hjørne til de mindste og påskeægsjagt i haven, hvis
vejret er godt.

Kilde: Solrød Sogn

Deltag i debatten
Del.