Udstilling på Solrød bibliotek i januar

En multikunstner kommer til Solrød. Erik Vitcetz fra Lille Skensved udstiller sine værker på Solrød Bibliotek i januar.

Man får klart det indtryk, at kunsten i sine mange facetter har optaget Erik Vitcetz en stor del af hans liv. En karriere som professionel kunstner startede i 1990, og det førte med sig at passionen for kunsten voksede og virkelig tog plads i Eriks liv. Erik arbejder stadig hver eneste dag på sine enkeltværker og større projekter, som samlet set virkelig må siges at være mangfoldige.

Det udmøntes i såvel store skulpturer hvor forskellige materialer indgår, som glas, bronze og fiberbeton, samt olie- og akrylbilleder, grafik, bronzeskulpturer og kobberbilleder og tegninger.
Ud over at være skabende kunstner tilbyder Erik kurser inden for de forskellige kunst- og stilarter han selv arbejder med.

Erik Vitcetz har udstillet i utallige sammenhænge gennem årerne, samt været med til stiftelsen af SamArt, Croquis Festivalen og Køge Kunstrute.

Blandt de mange udstillinger Erik Vitcetz har medvirket i kan nævnes Næstved museum, Vikingeskibsmuseet i Roskilde, Rundetårn, Kunstnernes hus i Silkeborg, Galleri Nis i Serbien, Galleri Jarsbo i Århus, GSLU, der er et anerkendt ’modern art museum’ i Beograd og mange flere.

Der er fernisering på udstillingen

Lørdag den 5. januar 2019 kl. 11-13 i Solrød Bibliotek

Kilde: Solrød Bibliotek

Deltag i debatten
Del.