Skal der kanel i frikadeller?

Forfatter Dorte Roholte gæster sognecaféen i Havdrup Sognehus med foredraget ”Skal der kanel i frikadeller” tirsdag den 15. januar kl. 10-12.

Foredraget handler om Dorte Roholtes 30 år som ugebladsskribent, hvor hun gennem alle årene har begået tusindvis at noveller og romanafsnit til danske ugeblade. Hun har også redigeret rigtig mange af læsernes egne, virkelige beretninger. Hun siger selv: ”At skrive er mit job, min hobby og min bedste leg”, og hun har intet besvær med hele tiden at finde på nye historier, fortæller hun.

Dorte Roholte

Roholte fortæller om sine erfaringer og oplevelser og besvarer gerne spørgsmål. Interesserede er velkomne, det koster ikke noget, og der er kaffe til.

Manden i dag – er han taberen?

Psykolog og forskningsleder på Rigshospitalet, Svend Aage Madsen, har gennem mange år haft særligt fokus på mænds fysiske og psykiske helbredsforhold. Han har skrevet bogen ”Mænds sundhed og sygdomme” og kommer nu til Havdrup Sognehus og holder foredrag om emnet.

Svend Aage Madsen

Foredraget er kommet i hus på initiativ af sognehusets mandegruppe Mænd & Mad. Det er tirsdag den 15. januar kl. 19.30.

Tilbageblik og nye begyndelser – en nytårskavalkade

Under denne overskrift er der fællessang i Havdrup Sognehus torsdag den 17. januar kl. 18. Vi skal synge om stort og småt i året, der gik: klimaforandringer,  Dansktoppens 50 års jubilæum, skandaler i den finansielle sektor, den alt for tørre sommer og meget meget mere. Vi vil sidde skulder ved skulder og kigge tilbage og synge fællesskab og fremtidshåb frem.

Anette L. Hemmingsen

Så ”Træk en gammel sweater på – og lad bare skægget stå” og kom til en aften med grin og alvor, pop, salmer, evergreens og finurlige tanker om den tid, vi lever i. Aftenens vært er kirke- og kulturmedarbejder Anette Løndal Hemmingsen. Aftenen er hendes eksamensopgave i ledelse af fællessang.

Kom glad og syng med – og bak Anette op.  Der er som altid øl, vand og sandwich til alle fremmødte – helt gratis.

Kilde: Havdrup Sogn

Deltag i debatten
Del.