Solrød gør klar til endnu større børneboom

Fremtiden byder på endnu flere børn i Solrød Kommune, og det betyder, at kommunen nu investerer millioner i de kommunale dagpasningstilbud.

Der var 1.700, der var 1.800, og snart er der 2.050 – børnetallet i Solrød Kommune stiger og stiger, og befolkningsprognoserne viser, at den glædelige tendens ikke kommer til at ændre sig de næste par år. Det har fået Solrød Kommune til at ruste sig til fremtidens endnu større børneboom ved at investere mere end 15 mio. kr. i udvidelse af dagtilbud både i Solrød Strand og Havdrup Vest.

Byrådet vedtog således på maj måneds byrådsmøde at udvide både den nuværende daginstitution Tryllehytten i Solrød Strand samt den kommende daginstitution Lindebo i Havdrup Vest.

“Det er jo rigtig dejligt, at vi får så mange nye borgere til kommunen, og vi har taget ved lære af den nuværende situation, hvor vores popularitet hos børnefamilierne har været lige ved at rende os over ende. Det har skabt en midlertidig pladsmangel i vores dagtilbud, som vi med de kommende investeringer nu tager højde for, ikke kommer til at gentage sig,” siger Kim Sunesen, formand for Familie- og uddannelsesudvalget.

Helt konkret har byrådet besluttet at udvide Tryllehytten med både en børnehavegruppe og en vuggestuegruppe og samtidig inddrage et større areal til matriklen, så legepladsen kan rumme de ekstra børn.

I Havdrup Vest har Solrød Kommune allerede vedtaget at etablere nogle nye, mere rummelige og moderne rammer til den nuværende daginstitutionen Lindebo, og nu kommer Ny Lindebo til at blive yderligere udvidet. Det betyder, at den kommende tidssvarende daginstitution kommer til at rumme 3 vuggestuegrupper og 5 børnehavegrupper.

Samtidig har byrådet allerede nu godkendt at sætte en midlertidig pavillon op på Lindebos område, som skal sikre, at der er dagtilbudspladser nok til de yngste borgere. Pavillonen skal efter planen fungere som midlertidig daginstitution fra den 1. januar 2019 og frem til, at Ny Lindebo står klar til indflytning den 1. januar 2020.

“Vi har rigtig gode erfaringer med de midlertidige pavilloner, som både børn og voksne har været glade for. Pavilloner, der skal bruges som børneinstitution, bliver bygget specielt til formålet, og de fungerer i dagligdagen rigtig godt som alternativ til den permanente institution,” siger Kim Sunesen.
Også på dagplejeområdet bliver der oprustet med to midlertidige stillinger, så kommunen er bedre rustet til det glædelige børneboom.

Fakta
Befolkningsprognosen for Solrød Kommune viser, at antallet af 0-6 årige vil stige fra ca. 1.800 i 2018 til ca. 2.050 i 2023. Det store børneboom skyldes primært, at de nye boligområder i Solrød Strand og Havdrup Vest har vist sig at være særdeles attraktive hos børnefamilier.

Nu kommer der parkeringspladser på Solrød Byvej

Byrådet i Solrød har besluttet at afsætte midler til etablering af ca. 140 nye p-pladser, der både skal hjælpe på udfordringen med nok p-pladser til både de handlende i Solrød Center og pendlerne og samtidig øge trafiksikkerheden på Solrød Byvej.

Nu er der godt nyt til de handlende, der har svært ved at finde en p-plads i nærheden af Solrød Center. Byrådet i Solrød Kommune har nemlig på maj måneds byrådsmøde vedtaget, at der skal afsættes midler til at etablere ca. 140 nye p-pladser langs med begge sider af Solrød Byvej.

Beslutningen om at etablere de nye p-pladser er taget på baggrund af en henvendelse fra Solrød Center, som i foråret tog kontakt til kommunen med et ønske om at etablere et forsøg med tidsbegrænset, gratis parkering på udvalgte p-pladser i Solrød Center som følge af for få p-pladser til centerets besøgende. Det betyder samtidig, at indsatsen i Trafikplan 2016-2020, som netop omhandler en ombygning af Solrød Byvej fra to spor til et, bliver rykket frem.

“Solrød Center udgør bymidten i hele strandområdet, og det er vigtigt at rammerne omkring centeret er i orden, derfor er vi også tilfredse med denne løsning,” siger borgmester Niels Hörup og fortsætter:

“Med etableringen af p-pladser langs med Solrød Byvej, slår vi to fluer med et smæk – pendlere og andre langtidsparkende kan benytte sig af muligheden for at parkere hele dagen på de nye pladser og dermed frigøres der p-pladser til de dagligt handlende i Solrød Center. Samtidig medfører indsnævringen af vejen også en øget trafiksikkerhed på og omkring Solrød Byvej, hvor vi ved, at nogle bilister træder lidt for hårdt på speederen.”

Nye p-pladser klar til juni

Den 2-årige forsøgsordning med 3 timers parkeringszone på 245 ud ad ca. 670 gratis p-pladser i Solrød Center træder i kraft den 11. juni, hvor parkerede biler de første 14 dage får en slip i vinduet om de nye regler. For at sikre alternative p-pladser til de pendlere, der i dag benytter Solrød Center til parkering, arbejder Solrød Kommune på at nå at etablere de ca. 140 nye p-pladser, så de er klar til den dato, hvor forsøgsordningen med den tidsbegrænsede parkering træer i kraft.

Solrød Kommune: Der er stadig penge i Idrætsanlægsfonden

Der er over 600.000 kr. i Idrætsanlægsfonden tilbage til anden ansøgningsrunde senere på året. Midler fra puljen gør nu det muligt for Jersie United at sætte en helt ny spillerboks op.
Igen i år bakker Solrød Kommune via idrætsanlægsfonden op om udviklingen i de lokale idrætsforeninger. Fonden, der i år kan hjælpe de lokale foreninger med støtte for 657.000 kr., har igennem tiden bidraget til projekter over hele kommunen, og nu får Jersie United også en hjælpende hånd.

Klubben har søgt om støtte til at etablere en helt ny spillerboks og modtager nu 16.000 kr. fra Solrød Kommunes Idrætsanlægsfond til hjælp til at bringe projektet til live. Fodboldklubbens projekt er det eneste blandt de syv ansøgninger i første runde, der lever op til kriterierne for støtte, og det efterlader mere end 600.000 kr. i puljemidler til anden ansøgningsrunde til september.

“Vi er drønstolte af vores foreningsliv her i kommunen, og vi vil hjertens gerne støtte op om foreningslivets behov og aktiviteter. Jeg håber derfor på, at vi modtager en stor bunke ansøgninger igen senere på året, så vi kan få pengene ud at arbejde til glæde for borgerne,” siger Ivar Haugaard-Hansen, formand for Social-, sundheds- og fritidsudvalget.

Solrød Kommune går nu i dialog med flere af ansøgerne fra første runde for at undersøge muligheden for, om der kan ændres på ansøgningerne, så de bliver støtteberettigede til anden runde.

Fakta
Fondsmidlerne fra Idrætsanlægspuljen kan anvendes til at støtte anlæg, ombygning og renovering af idræts/motionsfaciliteter, som kommer borgere i Solrød Kommune til gode. Ansøgning af fondsmidlerne er principielt åbne for alle borgere. Det er et krav for tildeling af støtte, at der ydes mindst 20 procent medfinansiering fra andre ikke-kommunale kilder.

Solrød sender ny sundhedspolitik i høring

Sundhed er noget, vi skaber sammen, og alle i Solrød skal have mulighed for at leve et sundt liv. Det er to af grundtankerne bag Solrød Kommunes nye sundhedspolitik, som byrådet nu beder om borgernes holdning til.

Alle borgere i Solrød Kommune skal have mulighed for at leve et godt og sundt liv med livskvalitet og livsglæde, og det skal Solrød Kommunes nye sundhedspolitik støtte op om.

Et enigt byråd godkendte på maj måneds byrådsmøde politikken og sendte i samme moment den nye sundhedspolitik i bred høring frem til og med den 24. juni 2018.

“Sundhed spiller en nøglerolle for, at vi har mulighed for at leve det liv, vi ønsker. Sundhed handler om at have det godt og at trives fysisk, psykisk og socialt. Vi tror på, at sundhed er noget, vi skaber sammen allesammen, og derfor håber vi også på, at rigtig mange vil give sig tid til at læse den nye sundhedspolitik og komme med deres holdninger,” siger Ivar Haugaard-Hansen, formand for Social-, sundheds- og fritidsudvalget.

Sundhedspolitikken skal sætte ramme og retning for arbejdet med sundhed og forebyggelse i Solrød Kommune de kommende 8-10 år. Politikken skal omsættes til konkrete handlinger ved at arbejde ud fra fem grundlæggende principper, som er ‘Ansvar for egen sundhed’, ‘Sundhed for alle’, ‘Tidlig og rettidig indsats’, ‘Fokus på kvalitet og effekt’ og ‘Sundhed løftes på tværs’.

Foruden de fem grundprincipper har byrådet også lagt sig fast på fem overordnede indsatsområder, som skal fremme det sunde liv. De fem indsatsområder er ‘Sunde børn, unge og familier i trivsel’, ‘Mental sundhed og fællesskaber’, ‘En sund arbejdsstyrke’, ‘Sunde rammer om borgernes liv’ og ‘Aktiv aldring og mere sundhed i det nære’.

“I byrådet mener vi, at det er lykkedes at skabe en politik, som kan sætte nogle inspirerende og essentielle rammer for, hvordan vi i samspil med borgere og andre aktører kan sikre og udvikle det sunde liv i Solrød Kommune. Nu glæder jeg mig til at læse mere om, hvad borgerne tænker i deres høringssvar,” siger Ivar Haugaard-Hansen.

Hele sundhedspolitikken kan læses på Solrød Kommunes hjemmeside.

Fornyelsen af Havdrup Bymidte rykker nærmere

Den visionære modernisering af Havdrup Bymidte er lige på trapperne, og byrådet har netop afsat midler til at opretholde det høje ambitionsniveau for projektet.

Et bæredygtigt, sprælsk og imødekommende udendørs hjem, som favner både børn, unge og ældre og samtidig inspirerer til hyggeligt samvær med naboerne – ambitionerne for moderniseringen af Havdrup Bymidte er skyhøje, og nu bliver projektet med navnet ‘Vi hjerter Havdrup’ snart en realitet.

Byrådet satte første gang anlægsmidler af til ‘Vi hjerter Havdrup’ tilbage i august 2017. Siden da har projektet være i udbud, og på grund af fx højere anlægsudgifter har det vist sig at være nødvendigt at sætte flere midler af til projektet. For at sikre den ønskede høje kvalitet af projektet vedtog byrådet i Solrød Kommune på maj måneds byrådsmøde derfor at frigive ekstra midler til det anderledes og nytænkende byfornyelsesprojekt, som borgerne i Havdrup selv har været med til at udarbejde.

“Det er et visionært projekt, som vi ønsker skal skabe et fælles og naturligt samlingssted for hele byen, der afspejler Havdrups helt særlige identitet. ‘Vi hjerter Havdrup’ skal gøre området til et sted, som kan gøre havdrupborgerne ekstra stolte af deres bymidte, og det betyder meget for os, at kvaliteten af projektet er helt i top. Derfor har vi i byrådet også valgt at afsætte de midler til projektet, som der kræves for at bibeholde det høje ambitionsniveau,” siger borgmester Niels Hörup.

I alt løber Solrød Kommunes andel af projektet op i 6,1 mio. kr., hvoraf 300.000 kr. finansieres af Movias anlægspulje, og SuperBrugsen i Havdrup har givet tilsagn om et tilskud på 350.000 kr. Udover det indgår der i projektet også midler fra KLAR Forsyning.

Det nye byrum i Havdrup har udover de sociale funktioner også en praktisk funktion i form af et bassin, der skal kunne rumme store mængder af regnvand. Projektet er derfor udarbejdet i samarbejde med KLAR Forsyning, og det sættes først i gang, når forsyningsselskabets endelige godkendelse foreligger.

Fakta
Visionen bag ‘Vi hjerter Havdrup’ bygger på en grundtanke om, at hjemme er der, hvor hjertet er. Konceptet dyrker det at bo, leve og have hjemme i Havdrup, derfor skal bymidten bygges op som værelser i et hus, der lægger op til forskellige sociale aktiviteter og leg som fx et udekøkken, et børneværelse og en stue. De forskellige zoner skal forbinde centergaden med stationen og busholdepladserne, og samtidig bliver der etableret en gågadezone med tilladt kørsel mellem pladsen og stationen samt ekstra parkeringspladser i den nordlige del af området. Herudover er der i projektforslaget gjort plads til, at der i bymidten kan rummes op til 400 m3 regnvand i tilfælde af skybrud.

Kilde: Solrød Kommune

Deltag i debatten
Del.