Bump er ofte udskældt blandt trafikanter, men effekten af det nye bump på Skolevej gør kritikken til skamme.

Foden hvilede lige (u)lovlig hårdt på speederen, når bilerne drønede ind og ud af Havdrup
på Skolevej.

Det viste en trafiktælling, der blev foretaget i 2017, og som blev lavet på baggrund af en
henvendelse fra en bekymret borger.

Helt konkret viste trafiktællingen, at der blev kørt med en gennemsnitshastighed på knapt
58 km/t, og at næsten 60% af alle bilister kørte for stærkt. Meget for stærkt.

Der blev altså kørt væsentligt hurtigere end de tilladte 50 km/t, og så endda tæt på
Havdrup Skole, hvor der færdes masser af børn hver eneste dag.

Det gik selvfølgelig ikke, og en løsning mod de fartglade bilister skulle findes – og dét i en
fart.

Utrolige resultater

Værktøjskassen med råd og erfaringer blev fundet frem, og valget faldt hurtigt på en
gammel kending; bumpet.

Planen var nu at etablere et bump på Skolevej – tæt på Skolevænget, som forhåbentlig
ville få folk til at lette foden fra pedalen, inden de kørte ind og ud af byen.

I løbet af den varme sommer blev planen ført ud i livet, og så skulle det blive spændende
at se, om tiltaget havde virket.

… Og sikke en virkning!

Den opfølgende trafiktælling har vist, at bilisterne nu i gennemsnit kører 43 km/t, og at kun
1% af bilisterne kører hurtigere end det tilladte.

Det kan vist kun siges at være en utrolig flot forbedring, som har hævet sikkerheden
markant til glæde for alle.

Kilde: Solrød Kommune

Deltag i debatten
Del.