Onsdag den 12. september var første arbejdsdag for Karin Petersen, der er ansat på fuld tid.

Forretningens kunder har derfor rig mulighed for at få hendes kompetente hjælp og rådgivning i Hovedgadens Farver.

Karin Petersen er uddannet farvehandler og var ansat et år i en farvehandler i Næstved og der før 10 år i en farvehandler i Haslev, så hun har meget erfaring inden for området. Forretningen i Næstved skal lukke og Karin Petersen fik mulighed for at stoppe sit arbejde der for at begynde i Havdrup.

Som indehaver Henrik Sonne siger, så var det held i uheld, at Næstvedforretningen skulle lukke, så han kunne få ansat sin nye medarbejder. Og der var virkelig brug for en ny medarbejder, for hans tidligere ansatte, Jesper, havde sagt op og var blevet fritstillet.

I perioden fra Jesper stoppede til Karin startede kom Henrik Sonnes mor på 85 år og hjalp til i forretningen.

Hovedgadens Farver i Havdrup åbnede den 1. februar 2017 og det er gået godt siden starten. Ifølge indehaveren var det ikke gået så godt uden de lokale handlende. Han mener, at Havdrups borgere er gode til at støtte de lokale forretninger.

Foruden at være en farvehandler har kunder i Hovedgadens Farver mulighed for at indlevere tøj til rens og forretningen har også Landbrugs- og varelotteriet.

Der er løbende nye tiltag som fx i foråret, hvor de holdte åbent om søndagen, fordi vejret var så godt og det var en god beslutning, så Henrik Sonne overvejer at gøre det samme i 2019, hvis vejret igen viser sig fra sin gode side.

Hovedgadens Farver ligger på Hovedgaden 23 i Havdrup.

Skrevet af Randi Pedersen

Deltag i debatten
Del.